Langbortistan 2007/08

Som det absolut sidste blogindlaeg, i hvert fald for denne omgang, har jeg (Thomas) valgt at hoppe en tur i den varme stol, og svare paa et par af de spoergsmaal der er blevet stillet flest gange...

Hvad har vaeret det bedste paa turen?
- Det er jo umuligt at svare paa, men hvis jeg, doed og pine, skal komme med et svar, saa var Bangladesh og vores besoeg i det cyklonramte omraade en kaempe oplevelse. Desuden var besoeget i Zimbabwe ogsaa helt specielt, grundet den varme velkomst vi fik...

Hvad har vaeret det vaerste?
- At skrive dagbog. For satan hvor er jeg traet af det! Jeg har skrevet i 309 dage - ca. 15 minutter pr. dag, hvilket betyder at der ligger over 77 timers arbejde i dagbogen. Det haenger mig langt ud af halsen, men forhaabentlig bliver jeg glad for det engang...

Hvor mange penge har du brugt?
- Mange. Det er dyrt at efterfoelge sin droem, men det har vaeret hver en krone vaerd!

Hvornaar kommer I hjem?
- Vi er kommet hjem. Det gjorde vi den 8. maj kl. 14.15 i Karup.

Hvad er planerne for fremtiden?
- Det vigtigste er pt. at finde en lejlighed i Aarhus, saa det skal vi igang med. Dernaest gaar jeg igang med min kandidat (nok Finance og International Busines) paa Handelshoejskolen i Aarhus.

Hvordan har I kunne holde hinanden ud?
- Annemette og jeg er jo kaerester og vi kender efterhaanden hinanden rigtig godt. Turen er gaaet overraskende godt og vi har naermest ingen kontroverser haft. Det samme er gaeldende for Jens (blot at vi ikke er kaerester!), og vi er naermest bare et klon af hinanden (bortset fra hoejden!). Derfor handler det vel om at kende de personer man skal rejse med ufattelig godt...

Hvor er den naeste oenske destination?
- Der er satme mange. For blot at naevne et par, saa Nord Korea, Antarktis, Sierra Leone, Angola eller Congo samt Oest Timor. Og saa har jeg jo slet ikke vaeret i Syd Amerika endnu, men det skal jeg nu nok naa.

Hvad har du savnet mest?
- Familie, venner og mad...

Er I slet ikke blevet roevet paa turen?
- Nej, ikke en eneste gang. Det handler vel om rettidig omhu. Lad vaer med at gaa de forkerte steder hen og altid speorg de lokale til raads...og saa lidt held...

Var det haardt at sige farvel til Jens?
- Ja, ikke et oje var toert! Vi havde vaeret sammen i ni maaneder, uafbrudt!

--------------------------

Naa, jeg haaber det gav svar paa et par spoergsmaal. Igen vil jeg gerne takke jer alle der har fulgt med paa bloggen og ikke mindst tak for de mange mails, som jeg paa beklageligvis aldrig har faaet svaret paa.

Det var alt for denne gang - 10 maaneders eventyr er nu slut, men der venter bestemt nye i fremtiden...

Vi snakkes ved - jeg glaeder mig til at se jer alle...

Efter et glimrende ophold i South Luangwa havde vi en uge til at slappe af i Malawi, inden vi skulle flyve mod Danmark. Turen dertil var en haard omgang, der naermest endte i et slagsmaal, da vi kl. 22.30, efter 16 timers transport, pludselig, fordi chauffoeren ikke kunne finde vej, skulle betale 100 UDS mere for vores transport. Vi diskuterede laenge med den smaa-aggressive taxachauffoer, der grundet hans bierhverv som heksedoktor, endte med at forbande os, saaledes de overtroende vagter paa lodgen hvor vi checkede ind, sad hele natten og vogtede over os. Hvilken start paa Malawi!



Det viste sig dog at vaere det perfekte sted at afslutte den enestaaende rejse vi har vaeret paa. Det var lige hvad vi havde brug for. Paa billedet ses vores telt til venstre - saa taet boede vi paa vandet!



Planen var egentlig bare at vi skulle slappe af i den lille hyggelige fiskerby Cape MaClear. Her spiller vi Bawo, et spil der minder meget om Kalaha (et slags kuglespil). Vi rejste fra South Luangwa til Cape MaClear sammen med de to hollandske kvinder, der ogsaa backpackede, og tilbragte faktisk rigtig meget tid sammen med dem. De var fantastisk godt selskab!



Hver eftermiddag svoemmede vi ud til en lille platform, ca. 200 meter ude i Lake Malawi, hvor vi slappede af og slikkede sol.



Her er vi i faerd med at svoemme tilbage fra platformen med vores vandtaette pose, hvor vi kunne have kamera, haandklaeder og mandariner i.



Hver aften, ved 18-tiden, var vi vidne til den smukkeste solnedgang. En fisker i en traditionel traekano ses paa soeen.



Efter et par dage valgte vi at tage paa en lille baadtur ud til en oe midt ude i soeen. Efter vi var ankommet stod den paa snorkling, indtil fiskeren i billedet kom forbi med lidt friskfanget fisk...



Fisken tilberedte vi paa grillen sammen med en masse laekre groentsager - de er dog ikke kommet paa grillen endnu!



...og saa var det tid til at slaa mave og sole sig...



Da det blev aften forlod vi den lille oe og noed solnedgangen ude midt paa soeen.



Et par lokale kvinder vasker toej i soeen - lige ved siden af vores telt.



En lille dreng viser stolt en fisk frem. Lad os ikke haabe at den skulle broedfoede hele familien...



Et par meget unge drenge renser en gedemave. Vi saa boern helt ned i fire aars alderen arbejde haardt.



Vi fandt ogsaa tid til at leje en havkajak.



Vi tog afsted kl. 06 om morgenen og noed den totale stilhed paa soeen. Her padler Annemette afsted...



Efter frokost, som blev indtaget paa en lille klippeoe, var det tid til at bade i det krystalklare vand. Thomas ses her paa vej i vandet - det blev vist til en maveplasker...



Vi sejlede op langs kysten og betragtede de mange fiskere der landede nattens fangster.



Et par drenge legede i en gammel baad. De var desvaerre alle underenaerede og havde store ballonmaver.



Specielt den sidste del af havkajak-turen var haard, eftersom vi havde et ekstra slaeb ved roret.



Annemette nyder aftensolen...



...mens en lille pige tager opvasken.



Efter fem fantastiske dage ved Cape MaClaer startede vi vores rejse mod Danmark. Vi havde foerst en dags transport til Blantyre, hvor vi skulle flyve fra. Det meste af turen foregik paa ladet af en pick-up truck, der blev fyldt til randen. Vi talte paa et tidspunkt over 30 personer + baggage! Vi naaede dog frem og kom paa flyvet til Johannesburg, hvorefter vi fortsatte til Koebenhavn over Zürich.

Efter besoeget i Zimbabwe tilbragte vi en dag i Livingstone til at fordoeje de mange indtryk, hvorefter vi rejste videre nordpaa i Zambia, mod hovedstaden Lusaka.



Paa en campingplads i Livingstone havde vi for lidt over en uge siden moedt en gruppe unge, der var igang med et dataindsamlingsprojekt for Unicef. Den zambianske regering havde for et par aar siden oprettet en raekke sundhedsklinikker i de ydre landomraader i Zambia. I samarbejde med Unicef skulle gruppen nu undersoege effekten af klinikkerne. Derfor koerte gruppen rundt til de ydre landomraader og interviewede kvinder og maend, primaert ud fra om de havde anvendt klinikken i forbindelse med en graviditet. Vi saa en mulighed for at se hvor noedhjlaep ender og ikke mindst en mulighed for at komme rigtig langt ud paa landet. Vi havde aftalt at moedes med gruppen i Lusaka. Programmet for dagen, hvor vi skulle koere med, var en tre timer lang koeretur ud paa landet, hvor vi bl.a. skulle kryse denne flod.



Da vi endelig var fremme, efter en lang og saerdeles bumpet koeretur, blev vi laesset af i landsbyen, hvor interviewene skulle finde sted.



Hver af de ni interviewere havde 2-3 personer at interviewe. Hvert interview tog ca. en halv time. Det primaere formaal med undersoegelsen var at finde frem til hvordan forholdene for de gravide kvinder kunne forbedres.



Vi var helt derude hvor kragerne vender - paa graensen mellem Zambia og Zimbabwe.



Annemette observerer et interview...



Det var jo primaert en kvindesnak, saa Thomas underholdte boernene imens...



De levede i stor fattigdom og havde ikke adgang til skole, desvaerre...



Efter ca. to timer var vi faerdige i landsbyen og turen gik nu tilbage mod Lusaka. Det var en super flink gruppe og vi hyggede os meget i deres selskab. De drillede hinanden, afhaengig af hvilke omraader de kom fra i Zambia, praecis som jyder og sjaellaender goer.



Efter et par dage i Lusaka fortsatte vi igen nordpaa, mod nationalparken South Luangwa, hvor det igen var tid til at se vilde dyr. Turen derop var et helvede. Det tog to dage at rejse smaa 600 km., mest fordi det offentlige transportsystem fungerede saaledes, at busserne foerst koerte naar de var absolut proppet! Derfor ventede vi begge morgener i fem stive timer, siddende inde i bussen, foer den endelig koerte. Desuden var vejene elendige og det stillede virkelig vores taalmodighed paa proeve. Her ses Annemette, paa andendagen, efter at have ventet i ca. fire timer. Hun var ved at gaa ud af sit gode skind!



Turen var dog det hele vaerd. Vi boede lige ned til Luangwa-floden, fyldt med flodheste og krokodiller.



I skumringstiden kom flodhestene op og graessede - lige ved siden af teltet! Det var ret vildt! Det var meget vigtigt, at hvis en flodhest var i naerheden skulle man fryse og vaere helt stille, ellers villle den angribe.



Elefanter gik ogsaa frit rundt inde paa lodgen. Her er vi paa vej op til koekknet og bliver overrasket af en stor hanelefant.



Thomas vaager skaebnen, i haabet om at komme helt taet paa flodhestene, der kan loebe op mod 50 km/t.



Ala lodgen i Botswana arrangede denne lodge ogsaa safariture. Da vi havde vaeret paa et par "game-drives" valgte vi at satse paa en "walking safari". Princippet bag denne form for safari er at man bliver laesset af inde i bushen og gaar saa rundt i ca. tre timer.



Heldigvis havde vi ham her, og vigtigst af alt - hans riffel, med!



En boeffel er lige blevet faerdig med et mudderbad.



Vi var ogsaa paa en "night-drive", og der var vi saa svineheldige at se en loeve flok med smaa loeveunger. Det var lige det vi havde haabet paa...



Vi startede med at se dem ligge og slappe af.



Dernaest stod de op og gjorde sig klar til jagt. Det var tid til at finde aftensmad.



Knivene, dvs. kloerene, skulle foerst lige slibes. Det goer de ved at kradse dem op ad et trae. Efter vi havde obsereret dem i ca. 30 minutter koerte vi videre, og da vi kom tilbage, lige inden turen var slut, saa vi at de havde nedlagt en impala. Det var fantastisk at foelge dem hele vejen fra soevn i oejnene til et blodigt kill.



Den sidste aften noed vi en skoen solnedgang over Luangwa-floden...



...hvorefter vi spiste en laekker lille middag med to hollandske kvinder samt et israelsk par, som vi havde moedt paa lodgen.

Efter et par fantastiske dage med vilde dyr i Botswana, saa krydsede vi graensen til Zimbabwe. Her skulle vi ikke se dyr, men i stedet faa en fornemmelse af hvad der, rent politisk, foregaar i landet.



Vores alibi for at besoege Zimbabwe var naturligvis at vi skulle se Victoria Falls, hvilket bestemt ogsaa var et godt alibi...



Det var utrolig smukt og efter vores mening langt bedre end fra Zambia-siden, hvor alle turister tager til, grundet frygten for at rejse ind i Zimbabwe. Regnbuen var imponerende...



...og man kunne, bogstavelig talt, roere den!



Paa Zimbabwe-siden var det muligt at se mere af selve vandfaldet og man fik et godt indtryk af de voldsomme vandmaengder. Vandfaldet er 128 meter hoejt.



I Namibia havde vi moedt en rigtig flink mand ved navn Fortunate. Han var foedt og opvokset i Zimbabwe, men drev nu et par firmaer i Namibia, eftersom forholdende var bedre der. Han var paa vej hjem til sin familie i Zimbabwe, hvilket tilfaeldigvis passede med at han var i byen Victoria Falls i samme periode som vi skulle vaere der. Vi aftalte derfor at moedes. Paa billedet ses Thomas og Fortunate i faerd med at betale en regning paa smaa 600 mio. Zim dollars for en lille let frokost. Det var et helveds arbejde at betale regninger. Deres stoerste seddel er paa 50 mio., hvilket svarer til en halv US dollar. En af aftenerne spiste vi ude, og der loed regningen paa 1,04 mia. – det er ikke hver dag man spiser for det...



Zimbabwe doejer, som bekendt, med hyperinflation og de mangler desperat udlandsk kapital, grundet de mange sanktioner foretaget imod landet. De har ikke selv olie og er derfor afhaengig af udlandet. Da vi ankom var forholdet mellem US dollaren og Zim dollaren 1:60 mio., og da vi tog afsted, fem dage senere var foholdet 1:75 mio. Zim dollaren havde saaledes mistet 15 mio. i vaerdi paa blot fem dage. Ustabiliteten har gjort at den ellers boomende by Victoria Falls, der engang var turisternes fortrukne rejsemaal naar Victoris Falls skulle besoeges, er gaaet helt til hundene. Kun ganske faa forretninger er stadig i live og egentlig minder det hele mest om en spoegelsesby.



Butikkerne er gabende tomme. Det eneste de solgte var lidt salt, daasemand, vand og toiletpapir.



Engang, foer Mugabes landreformer startede i 2000, var Zimbabwe Afrikas kornkammer, men idag producerer de intet, eftersom mange af farmerne er drevet paa flugt, og de der overtog farmene i hoej grad manglede uddannelse. Derfor maa zimbabweanerne pendle til Zambia eller Botswana for at goere de mest basale inkoeb, saasom broed og olie.



Endnu en tom forretning – de saelger vist sportssko...



Om aftenen var der udgangsforbud for zimbabweanerne, saaledes turisterne frit kunne gaa rundt og foele sig sikre, selvom man blot foelte sig endnu mere usikker, eftersom man var de eneste paa gaden. Det virkede som et desperat og fuldstaendig hovedsloest forsoeg paa at lokke flere turister til byen...



Vi ville gerne moede og snakke med mange forskellige zimbabweaner, i haabet om at finde ud af hvad der foregik landet. Vi ville gerne moede tilhaengere af baade Mugabe og oppositionen. Der var dog en stor risiko forbundet med dette, eftersom udlaendinge ikke maatte diskutere politik. Folk fra Zimbabwe maatte godt indbyrdes, bare ikke med udlaendinge. Vi skulle derfor, ala i Tibet og Burma, passe meget paa med hvad vi sagde, og hver gang vi skulle snakke politik med Fortunate, saa gik vi op paa vores hotelvaerelse og laaste doeren. Efter lidt lobby-arbejde lykkedes det os dog at faa arrangeret et moede med en lokal ”hoevding” - Chief Mpisi. Vores alibi for at snakke med ham var at vi skulle paa en landsbyvandring, men planen var i stedet at aabne ham op og snakke lidt politik. Fortunate understregede dog vigtigheden i at se situationen an, for i Zimbabwe stikker alle hinanden. Den lokale hoevding, som var en veluddannet medicinmand, havde dog ikke noget imod at snakke politik. Han hev hurtigt et par stole frem, og der sad vi saa, under et trae og diskuterede Zimbabwes politiske fremtid i over to timer...



Dagen efter tog vi en gaatur i et naerliggende township. Vi stoppede for en sodavand, da varmen havde taget godt fat. Her faldte vi i snak med en gruppe unge, der primaert var politimaend, musikere og butiksejere. Det var tydeligt at de stoettede oppositionen, men det der fangede vores opmaerksomhed var hvorledes de frit kunne udtrykke deres mening. Ham til venstre for Annemette havde en troeje paa der stoettede Mugabe, men det var folk ligeglade med. Det var fedt at se hvordan de frit kunne ytre deres mening. Vi fik gang i et par gode diskussioner og et godt lille venskab udviklede sig. De var glade for at rejsende naaede saa langt ud, men vigtigst af alt, at der ikke var penge imellem os - vi var blot ganske almindelige venner og ingen forsoegte at saelge os noget. Tvaertimod saa fik Thomas en halskaede i afskedsgave...



Paa vores guest house faldt vi desuden i snak med Eva og Augustian, der arbejede som receptionister. De var meget interesseret i Danmark og vi fik mange aftener til at gaa, blot ved at sidde i receptionen og snakke. Det hele endte med at de inviterede os hjem, saaledes vi kunne se hvordan almindelige zimbabweaner boede. Det var et rigtig hyggeligt besoeg, hvor vi virkelig fik et godt indtryk af de haarde levevilkaar i landet. Augustian, der stod til at skulle vaere hoevding i sin landsby, var flygtet til Victoria Falls, eftersom han frygtede for sit liv. At vaere hoevding er en eftertragtet position i Zimbabwe og flere af de foregaaende hoevdinger i hans landsby var blevet forgiftet af medicinmaend der selv villle overtage posten. Augustian maatte derfor forlade familie og boern og rejse langt vaek i sikkerhed. Han forsoegte, hver maaned, at sende penge hjem til familien, hvilket dog ikke altid var muligt. For nylig havde han faaet malaria, hvilket havde kostet ham en hel maanedsloen i medicin. Livet er ikke nemt i Zimbabwe. Vi forsoegte dog at hjaelpe til, og moedtes med Augustian i Zambia, hvor Thomas bl.a. donerede et par slidte kondisko og Annemette et par troejer, eftersom de heller ikke kan koebe det i Zimbabwe!



Efter fem yderst interessante dage sagde vi farvel til Zimbabwe og goddag til Zambia igen. Zimbabwe gjorde store indtryk paa os og forhaabentlig er det ikke sidste gang vi har besoegt landet. Alt tegner desvaerre paa en borgerkrig, paa trods af at ingen oensker det. Uanset hvem der vinder valget, saa vil modparten kaempe til de doer. Det er soergeligt og synd for Zimbabwe...

Efter at have brugt et par dage i og omkring Livingstone, og set det smukke vandfald, saa hoppede vi paa en offentlig bus til Kasane i Botswana, hvor vi tilbragte fire dage.



For at krydse graensen fra Zambia til Botswana skulle vi med en lille faerge over Chobe-floden.



I Kasane fandt vi en rigtig laekker lodge, oven i koebet til billige penge, og vi fik saaledes igen smag for luksus-lodge-livet. Her sidder Thomas, i aftensolen, med udsigt over Chobe-floden, og planlaegger de kommende dages aktiviteter.



Paa campingpladsen (vi boede i telt) vrimlede det med dyr. Vortesvin, bavianer, af og til flodheste og krokodiller, og i dette tilfaelde en vervet-monkey. Det var en fraek lille unge der tyggede paa en sten...



De var faktisk nogle smaa terrorister. Her ses de i faerd med at invadere vores telt i deres uendelige jagt paa mad.



Chobe Safari Lodge, og et hav af andre lodges, arrangerede ”game-drives”, hvilket betyder, at man hopper paa en bil, ca. ni personer, og koerer saa rundt i nationalparken i ca. tre timer, i et forsoeg paa at se vilde dyr. Det var dog en skuffelse, eftersom der var alt for mange mennesker. Der blev spottet et par loever, men efter fem minutter saa det saadan her ud! Jeg talte 16 biler og det hele mindede mere om et lyskryds i Kina. Da vi kom tilbage blev vi derfor hurtige enige om, at vi matte finde en anden loesning. Vi kiggede os lidt omkring i byen og faldt helt tilfaeldigt i snak med en fantastisk flink taxachauffoer. Han kendte en dygtig selvstaendig guide, der kunne tage os med ind i parken og overnatte i telt. Det loed fedt, og efter et par timers forhandling faldt det hele paa plads. Vi fik vores egen bil, en topuddannet safariguide og til og med en super god pris.



Vi havde dog allerede booket endnu en tur med lodgen, men denne gang var det dog en sejltur. Eftersom vi havde betalt kunne vi ligesaa godt tage med, men da vi saa to storebaeltsfaerger ligge til kaj dalede vores mundviger ned til knaene. Til vores store held kom en lille jolle, med plads til ca. 10 mand, dog og lagde til fem minutter senere. Der skulle vi med og vi var saa heldige at faa de to forreste saeder, hvilket betoed, at vi imod al forventing fik en fantastisk tur! Vi starede med at se kuduer, der er kendetegnet ved de store oerer.



Endelig lykkedes det os ogsaa at se flodhesten, der trods griselighederne, i foelge forskerne, har mere tilfaelles med en hval. De er sindsyg aggressive og er det dyr i Afrika der draeber flest mennesker. Vi fandt hurtigt ud af hvorfor. Bare man naermede sig deres territorie dykkede de ned og styrede direkte mod baaden, og hvis man ikke naaede vaek, ville de sparke til baaden saa den kaentrede og derefter bide en ihjel med deres kaempe gab.



Det vrimlede ogsaa med krokodiller og vi fik hele tiden at vide, at vi skulle holde vores haender indenfor baaden. Dette er en mellemstor krokodille paa et par meter...



Vi ville rigtig gerne se loever. Vi havde kun naaet at se halen af dem paa den infamoese ”game-drive” om morgenen, eftersom de var blevet skraemt fra vid og sans inden vi naaede frem. Derfor kunne vi narmest ikke styre euforien, da vi paa tilbagevejen pludselig spottede tre loever liggende ved floden. Saa taet kunne vi komme paa...



Det var en mor med to store to og et halvt aarige hanunger (samme stoerelse som dem vi gik tur med paa Harnas). Lyset var fantastisk og vi laa i baaden og betragtede dem indtil solen gik ned. Paa billedet ses en af hanungerne.



Det var faktisk lidt et dilemma. Hvad skulle man tage billeder af? Loeverne eller den overdrevet smukke solnedgang?



Netop som vi ikke troede vi kunne blive mere tilfredse med baadturen, saa stoedte vi, lige inden turen var slut, paa 20 badende elefanter! Baadturen var saa afgjort et hit!



Dagen efter var det blevet tid til vores egen safari. Vi foelte os lidt som konger da vi kom koerende helt alene i vores safaribil. Folk kiggede og taenkte at vi maatte vaere rige, men hvis de bare selv gad at forlade lodgen og snuse lidt rundt i byen, saa kunne de selv faa 10 safaribiler hvis de havde lyst. Vores guide hed Gaba og han var saerdeles kompetent. Han var uddannet paa en af Botswanas fineste safariguideskoler og havde derfor en anden tilgang til safari – han trackede (sporede) dyrene, hvilket var utroligt interessant at foelge med i. Vi fulgte spor, duftede, lyttede efter alamerende fugl, og laerte i det hele taget rigtig meget af ham...



Vi saa mange impalere, og impalere betyder ofte at et rovdyr er i naerheden. I safariverdenen snakker alle om ”The Big Five”, hvilket er en titel givet af storvildsjaegerne om de fem svaereste og farligste dyr at nedlaegge. Naar man har set ”The Big Five”, som er naesehorn, loeve, elefant, boeffel og leopard, kan man med rette sige at man har vaeret paa safari. Vi manglede stadig at se boeffler og leoparder....



Det vrimlede med elefanter i Chobe National Park. Vi saa 100+ og tilsidst begyndte de naermest at irritere os. Denne her gad ikke forlade vejen, saa vi maatte gasse op og jage den vaek!



Efter at have koert en halv dag rundt i omraadet, stoedte vi pludselig paa en doed elefant. Det var en ca. 55 aarig han, som Gaba mente var doed grundet alderdom. Det var hoejst en dag siden at den var faldet om. Det var interessant at maerke og foele dette kaempe dyr, selvom det tog os noget tid at komme taet paa, eftersom vi foerst troede den hvilede sig. Elefanten kommer paa trejde pladsen i at draebe flest mennesker i Afrika...



Nu undrer I jer nok over hvem der saa kommer paa anden pladsen. Det goer boeflen. De har samme mentalitet som flodhesten – angrib alt i en radius af 50 meter. Flere gange maatte vi flygte fra dem, eftersom de udfordrede bilen. Paa billedet ses en lille familie paa tre...



Det suveraent stoerste hoejdepunkt paa turen, og maaske paa alle vores safariture, var da vi efter ni timer i en safaribil endelig spottede en leopard! Det var simplethen en ubeskrivelig fed oplevelse. Velvidende at leoparden, uden sammenligning, er det svaereste dyr at se, saa haabede vi nu alligevel. Fem minutter inden havde vi lige snakket om, at det kunne vaere fedt at se en, men eftersom det er et natdyr var chancerne smaa. Pludselig, ud af ingenting og lidt ala da vi saa et loeve-kill i Etosha, spottede Gaba en stor hanleopard. Vi saa den dog kun ganske kort inden den forsvandt. Vi besluttede at foelge efter den og det gav pote. Det lykkedes at komme helt taet paa den. Faktisk sad vi, i vores aabne safaribil, kun 2 meter fra et af savannens farligste dyr. Den kunne sagtens springe lige ind i bilen, og i foelge Gaba overvejede den det. Vi havde stoppet den i at nedlaegge en impala og den var derfor godt sulten. Da vi var paa behoerig afstand af leoparden sagde Gaba, at ved at doemme ud fra dens adfaerd, saa havde den serioest overvejet et angreb paa os, eftersom den sad og hvaesede. Hverken Annemette eller jeg lagde dog maerke til det, og Gaba besluttede derfor foerst at fortaelle det, da leoparden var vaek, saaledes vi ikke ville gaa i panik. Oplevelsen mindede lidt om de vilde elefanter i Nambia. Det var foerst da vi sad og fordoejede oplevelsen, at det gik op for os, hvor taet vi faktisk havde vaeret paa dette vilde dyr. Gaba har vaeret safariguide i seks aar og har aldrig vaeret saa taet paa en leopard foer. Normalt kan guiderne koere i Chobe National Park i seks maaneder uden at se en eneste leopard, og naar de saa endelig ser en, saa hopper den enten lynhurtigt over vejen, eller sover i et trae langt vaek. Vi havde haft leoparden helt alene, paa 2 meters afstand i ca. 10 minutter og vi havde endelig faaet vores ”Big Five”. Vi var i ekstase! Paa billedet kan man se hvordan leoparden slikker sig om munden og muligvis overvejer et angreb.



Efter at have set leoparden, saa koerte vi videre, indtil moerket faldt paa. Vi kom forbi disse to herrer, der arbejdede for millitaeret og var ansat til at jage krybskytter. Chobe-floden, der deler Botswana og Nambia, bliver af og til krydset af krybskytter fra Nambia, der kommer for at jage i nationalparken. For mange aar siden var der faktisk naesehorn i Chobe National Park, men de blev desvaerre udryddet. Derfor er der ingen kaere mor overfor krybskytterne. De to millitaerfolk paa billedet var bevaebnede og saa de krybskytter paa vej over floden, saa ville de uden toeven skyde for at draebe - og helst i foerste forsoeg. For tre uger siden havde der vaeret et opgoer i nationalparken mellem millitaeret og krybskytterne, hvor tre personer var blevet draebt...



Senere paa aftenen noed vi en flot solnedgang og koerte saa yderst tilfredse i lejr, men knapt havde den ene oplevelse lagt sig, foer en ny stod klar. I Etosha National Park i Nambia er det total forbudt at campere udenfor indhegnede omraader. Den regl gaelder ikke i Botswana, saa da moerket faldt paa, efter 11 timers "game-drive" slog vi lejr. Vi skulle bo paa plads nr. otte, heldigvis, for paa plads nr. fem stod der et par elefanter samt lidt boefler og slappede af. Boefler betyder altid at der er loever i omraadet, saa det var med en vis skepsis, at vi slog teltet op i moerke, fem meter fra floden, hvor der boede flodheste og krokodiller. Gaba sagde desuden, at vi om natten ikke maatte gaa paa toilet uden ham, og naar vi stod op naeste morgen, skulle vi meget forsigtigt kigge os omkring inden vi forlod teltet. Aftenen ud trykkede vi os taet til baalet, og havde faktisk en fin aften i selskab med nogle af verdens farligste dyr!



Naeste morgen stod vi op kl. 05 og var klar til at starte vores morgensafari kl. 06. Vi var igen heldige, da det lykkedes os at se et par plettede hyaener. Vi havde egentlig forventet at de ville vaere mere lumske at se paa, men denne her var faktisk meget soed og gik naermest hen over koeleren paa bilen.



En bavian har sat sig til rette og er klar til at nyde solopgangen.



To bavianer sikrer arvefoelgen..



Dagen forinden havde vi koert langs floden, hvilket betoed, at vi paa tilbagevejen koerte laengere inde i terraenet. Det medfoerte at vi gentagne gange maatte flytte traer fra vejen, fordi en elefant havde vaeret forbi og kloeet sig op af dem...



Inden vi forlod Chobe National Park, som bestemt er anbefalelsesvaerdig, naaede vi lige at sige farvel til endnu en elefant. Den havde vaeret nede for at drikke, og vi troede egentlig at den ville gaa en anden vej tilbage - men nej! Den gik lige forbi bilen og vi kunne narmest roere den...

Efter en nat i bus fra Tsumb i Namibia, til Livingstone i Zambia, opdaterede vi vores blog, hvorefter vi besoegte det imponerende Victoria Falls – et af verdens syv naturvidundere, som opdagelsesrejsende David Livingstone opdagede i 1885.



Grundet en saerdeles vaad regnsaeson var der rigtig meget vand i Zambezi-floden, hvilket gav et ufatteligt voldsomt tryk paa vandfaldet. Det var en skrammende oplevelse at sidde saa taet paa. Et forkert skridt betoed en rusjetur for livet...



Vi valgte at bruge et par kroner paa to regnjakker, hvilket bestemt var en god investering. Der var vand overalt. Det kom nede fra, oppe fra og fra siden...



Vi tilbragte et par timer med at gaa rundt og beskue det flotte vandfald, hvor prikken over i’et var denne smukke solnedgang.

Efter vores ophold paa farmen Harnas, rejste Annemette og jeg (Thomas) videre igennem Namibia. Det blev til ialt 12 dage med oerken, safari og ikke mindst et par besoeg hos Namibias stammefolk. Det er der kommet foelgende billeder ud af.



Vi startede vores tur med at koere sydpaa til den namibiske oerken. Her ses Annemette og vores guide Benjamin i faerd med at bestige en sanddynge, da vi skulle op og nyde en laekker solnedgang...



Vi havde tilsyneladende John Travolta ombord (bemaerk personen til hoejre).



Dette billede ligner naermest et maleri. Farvene og lyset i oerkenen var enestaaende...



Annemette paa toppen...



Dagen efter gik turen mod Sossusvlei - et fotogent spot midt i den namibiske oerken. Normalt koerte der firehjulstraekkere, men grundet voldsom regn var det ikke en mulighed. Vi ville se Sossusvlei, hvilket betoed at vi matte gaa 5,5 km. igennem oerkenen. Her ses Annemette og Benjamin i gang med at bestige en helvedes stejl sanddynge.



En enesom gemsbuk (oryx) vandrer igennem den namibiske oerken.



For ca. 100 aar siden var Sossusvlei egentlig en skov, men grundet sanddyngernes konstante retningsaendringer lukkede de for den flod som skoven drak af. Saaledes udtoerrede traeerne, men til stor glaede for turisterne staar de der endnu...



Sossusvlei var virkelig enhver fotografs droem. Jeg kunne have blevet der hele dagen, men det blev simpelthen for varmt, og vi skulle jo gaa 5,5 km. tilbage igennem oerkenen.



Thomas krydser en flod paa tilbagevejen.



Efter Sossusvlei koerte vi til den tyskinspirerede kystby Swakopmund, hvor vi tilbragte en nat. Det var foerste gang, siden Australien, at vi saa hav...



Efter Swakopmund koerte vi nordpaa, da vi skulle se 6000 aar gamle klippegraveringer. Annemette peger her paa en giraf. Det var egentlig meget fascinerende, selvom det mest af alt lignede boernetegninger.



Efter vi havde set klippegraveringerne koerte vi videre nordpaa. Pludselig, ud af ingenting, spottede Benjamin en flok vilde elefanter, ca. 300 meter inde i bushen. Det var meget sjaeldent at man saa dem. Vi sprang derfor ud af bilen og loeb afsted, men det var egentlig foerst da vi sad i bilen igen, at det gik op for os, hvor taet vi faktisk havde vaeret paa elefanterne, og hvor farligt det kunne have vaeret, eftersom vi ingen flugtmuligheder havde, hvis elefanterne skulle finde paa at angribe os.



Thomas taet paa de vilde elefanter.



Flokken dannede en rundkreds for at beskytte de mindste. Vi forsoegte selvfoelgelig at komme saa taet paa som muligt. Vi var ca. 25 meter fra dem, indtil de satte en graense. Et par af de store drenge vendte sig rundt og afmaerkede territoriet ved at vifte med oererne.



De vilde elefanter var virkelig en fed oplevelse. Vi koerte derfor tilfredse videre og slog lejr ved den naerliggende lodge Palmwag. Det var et rigtigt laekkert sted og her fik vi en lille smagsproeve paa hvad luksus-lodgelivet i Afrika indebaerer. Her ses Annemette i bad, med udsigt til den afrikanske savanne. Skoent!



Palmwag kunne desuden byde paa denne fantastiske solnedgang.



Efter at have set solnedgang gik vi igang med at tilberede vores aftensmad...



Resultatet var foelgende; Mellipop (en slags majsgroed), lidt tomat, champignon og kikaerter, samt mopane-orme (en klam larve)...



Fra Palmwag fortsatte vi igen nordpaa, da vi skulle besoege de ekstremt fascinerende himba-folk. I byen Opuwo (der hvor himbaerne holder til) havde vi dog lidt fritid, saa vi besluttede derfor at besoege en frisoer. Thomas valgte et traditionelt kort klip, mens Annemette eksperimenterede lidt mere - hun valgte at faa lavet fletninger over det hele!



Det er ikke ligefrem Dennis Kundsens frisoersalon hun kommer ud fra - men det var billigt! Thomas betalte 3,6 kr. for en klipning.



Dagen efter skulle vi saa endelig besoege himbaerne, der er mest kendt for deres letpaaklaedte kvinder og aeldgamle kultur.



Vi besoegte ialt tre landsbyer. Hver gang skulle vi spoerge den lokale hoevding om lov. Her ses een af dem. Han havde fire koner (jo mere kvaeg man har, jo flere koner kan man faa), men det var tydeligt at hende her var hans yndlings.



Et par himba-boern.



De levede primaert af deres dyr. Her holder en himba-dreng oeje med kvaeget.



En himba-kvinde ammer...



Specielt de yngre himbaer var saerdeles charmerende.



Men man kunne dog godt se, at vi ikke var de foerste turister. Saa snart rygtet gik om, at der var turister i omraadet, saa stroemmede de alle til...



De kunne lugte business, og haabede paa at saelge os lidt smykker. I baggruden ses deres traditionelle huse.



Himbaerne gaar ALDRIG i bad. I stedet smoerrer de, hver dag, deres hud ind i en blanding af knust sten og kofedt, saaledes de faar den karakteristiske roedbrune farve. Paa billedet er Annemette og en himba ved at tage deres form for "bad".



Naar de har smurt sig ind tager de parfume paa, som en hver anden vesterlaendinge vil goere. Det foregaar ved, at de taender et lille baal med et specielt stykke trae, som de synes dufter rigtig godt. Hende paa billedet var i oevrigt 18 aar og havde to boern!



Vi havde gaver med til himbaerne - bl.a. slik, hvilket egentlig var lidt dumt, for de ser aldrig en tandlaege i deres liv. De syntes dog det var en super ide og naermest aad slikkepindene...



Hvis man ville se himbaerne danse, saa skulle man betale. Det gad vi ikke, saa vi tog i stedet til et naerliggende marked, hvor vi saa himbaerne danse af deres egen fri vilje - ikke tvunget af turister. Det var en maerkelig dans, lidt ala breakdance, hvor man laver en rundkreds, hvorefter man saa skiftes til at gaa amok i midten...



Fra himbaerne i nordvest, koerte vi oestpaa, da vi skulle besoege, og bo to dage, hos Benjamins familie. Hans familie er owamboer - den stoerste stamme i Namibia. Hans familie bor lige ved graensen til Angola, og grundet voldsomme regnskyl i Angola, var vejen ud til Benjamins familie i den grad oversvoemmet. Vi klarede dog turen i vores lille Kia Sedan.



De boede MEGET primitivt! I baggruden ses kvindernes "stue".



Eftersom vi boede lige ved graensen til Angola, saa benyttede vi naturligvis anledningen til at hoppe over det uformelle hegn og kigge os lidt omkring.



Senere paa aftenen moedte vi denne flok drenge. De var meget generte, men efter lang tids toeven hilste de dog paent paa. Senere fortalte Benjamin, at tre af dem (bl.a. ham i den groenne troeje) aldrig havde set hvide mennesker foer...



Da vi kom tilbage var det tid til spisning. De havde slagtet en kylling, som blev serveret med mellipop og lidt tomatsovs. Vi spiste naturligvis med haenderne...



Familien var selvforsynende og levede af deres afgroeder og dyr. De havde 32 geder og 14 koer. For Thomas var det er glaedeligt gensyn med geder. Det fik tankerne tilbage til Mongoliet.



Benjamins mor (egentlig hans stedmor) toerrer fisk paa taget af hytten. Fiskene var fanget i et lille lokalt mudderhul og smagte deraf...



Mudderhullet blev faktisk brugt til en del. Her vasker de haardtarbejdende piger (10-12 aar) toej! Naar de ikke var i skole, var der altid et hav af huslige pligter. Derfor var det dejligt at se, at toejvaskningen naermest udviklede sig til en lille dans, eftersom boern i den alder jo burde "lege"...



Efter toejvaskningen var det tid til at hente vand. Det er en 25 liters spand de baerer paa hovedet! Vandet blev ogsaa hentet i mudderhullet. De havde faaet udleveret rensningstabletter af regeringen, som de saa haeldte i vandet.



Dernaest var det tid til at finde aftensmaden. Mupane-orme (den foeromtalte klamme larve) er owamboernes fortrukne spise. Det var hoejsaeson for ormejagt, saa vi hjalp naturligvis med til at finde og plukke dem.



Efter at have plukket ormene, blev indholdet klemt ud hvorefter ormene blev toerret.



Senere paa dagen var det saa tid til at lave madolie, hvilket foregik ved at man piller indholdet ud af amarula-noedder og saa knuser det. Annemette hjaelper her til...



Hernaest hentede pigerne braende til baalet...



Her ses Annemette i koekkenet, selvom det nok var bedre at holde sig vaek, eftersom foedevarebehandlingen ikke helt levede op til levnedsmiddelstyrelsens krav.



Benjamins mor henter lidt boenner fra marken.



Efter to dage hos Benjamins fantastiske familie sagde vi farvel. Vi fik dog lige tid til at besoege den lokale skole. Vi fik lov til at foelge undervisningen, men vi skulle dog foerst praesentere os selv...



Der blev undervist paa engelsk og faget var "Science". De laerte om oekosystemer i Namibia. For os begge var det er glaedeligt gensyn med skolen. Faktisk gav det mig virkelig laeslyst igen, hvilket jo er godt, eftersom jeg stadig mangler to aar paa skolebaenken.



Efter at have besoegt Benjamins familie koerte vi til nationalparken Etosha. Vi var lidt skeptiske grundet voldsom regn en uge tidligere, hvilket ofte betoed, at man ikke ville se mange dyr. Vi var dog ekstremt heldige, baade med vejret og med maengden af dyr. Vi startede naermest med at koere et par elefanter ned...



De gik meget maalrettet mod dette vandhul...



En giraf drikker en taar vand. Det var et ynkeligt syn at se naar den skulle ned i knae. Det lignede naermest at den havde tisset i bukserne.



Man kunne virkelig komme taet paa girafferne i Etosha.



To impalaer faar afgjort hvem der er den staerkeste...



Vi var ogsaa heldige at se to naesehorn. Om aftenen sad vi ved et oplyst vandhul, og to minutter efter vi havde sat os ned, saa kom en mor og en baby for at drikke. De blev ved vandhullet i ca. 25 minutter.



Paa andendagen fandt vi et rigtig godt vandhul, hvor det vrimlede med dyr. Vi parkerede bilen og fandt kameraet frem...



Det var praecis som man ser paa TV. Der var dyr og stoev overalt!



Dette billede er ikke ligefrem en National Geographic-forside vaerdigt, og for en gangs skyld, saa er det ikke billedet der siger tusinde ord, men i stedet teksten. I Etosha havde vi kun tilladelse til at vaere i 24 timer, da vi ellers skulle koebe en ny, og forholdsvis dyr, tilladelse. Derfor skulle vi vaere ude af nationalparken inden kl. 13.00. Da vi havde siddet ved vandhullet, grundet den enorme aktivitet, var vi allerede sent paa den. Vi koerte fra vandhullet ca. kl. 12.40 og vi havde kun koert i to minutter, da vi saa en bil holde langs vejkanten. Naar man er paa safari er det ofte et godt tegn, for det betyder at noget er spottet. Vi holdte ind og saa svineheldige som vi var, kunne vi se en loevinde i det fjerne. Fedt, det var lige det vi manglede at se! Praecis som man ikke troede det kunne blive bedre, spottede Benjamin et par zebraer, ca. 40 meter fra loeven. Vi ventede i spaending og pulsen steg, da dette pludselig lignede det ypperste inden for safari - nemlig et "kill"! Og ganske rigtigt. Vi havde ventet i ca. 60 sekunder, hvorefter loevinderne sprang frem og nedlagde en zebra. Det gik saa ufatteligt hurtigt, at jeg ikke naade at tage et eneste billede, saa karrieren som naturfotograf skal nok genovervejes. Det var dog en enestaanede oplevelse og vi forlod Etosha kl. 12.57 med langt mere end vi havde turde haabe paa. Paa billedet kan loevinden anes i det fjerne...



Fra Etosha skulle vi nu besoege en helt trejde stamme i Nambia. Sidste del af turen var dedikeret til San-folket, der har traditioner der straekker sig mere end 6000 aar tilbage. San-folket, ogsaa kaldet Bushmaend, siges at vaere Afrikas oprindelige folk. San-folkene har store problemer med at integrere sig i det "moderne" Afrika. De lever som jaegere og samlere og kender ikke til landbrug. Naar den namibiske regering foraerer dem kvaeg, saa slaar de det ihjel og aader det. Vi havde to dage i selskab med san-folkene. Paa foerstedagen tog vi paa en bushwalk, hvor vores guide "Paul" fremviste os deres fornemme traditioner. Her demonstrerer han, hvordan man laver en fuglefaelde.



Senere hoppede han i deres traditionelle toej og viste os hvordan man laver ild ved hjaelp af to stykker trae. Imponerende!



Efter en god nats soevn tog vi paa en lille landsbyvandring, hvor vi besoegte nutidens san-folk. Det var tydeligt at de havde store problemer med at vaenne sig til deres nye tilvaerelse. De var virkelige fattige og blev meget glad for vores gaver. Efter vores besoeg tog vi til byen Tsumeb, hvor vi ventede indtil kl. 23 og hoppede saa paa en bus til Livingstone i Zambia, hvor vi befinder os nu.

Da vi forlod Danmark i starten af juli maaned, var vi fulde af forventning til de efterfoelgende ni maaneder. Vi vidste, at vi skulle rejse meget langt, og at vi undervejs ville blive udfordret baade fysisk og mentalt, men vi havde aldrig droemt om, at rejsen ville give os saa mange uforglemmelige oplevelser og minder. Undervejs rejste vi hele tiden med foelelsen af, at vi ikke skulle hjem i hverken morgen eller overmorgen, og at der hele tiden laa nye uforudseete haendelser og ventede paa os. Det er derfor meget surrealistisk, at vores rejse nu lakker mod enden.



Det foerste billedet taget paa vores ni maaneders lange rejse. Her ses Thomas i toget den 3. juli 2007 - det er sq lang tid siden...



Det andet billedet taget paa vores rejse. Her ses Jens - med en helt anden frisure...

Den sidste maaned har vi diskuteret indbyrdes samt overvejet individuelt, hvorvidt vi skulle forlaenge jagten paa Langbortistan. Lysten er stadig intakt, men de oekonomiske realiteter er begyndt at fylde mere og mere i vores overvejelser. Det er endt med, at Jens har truffet den meget svaere og ambivalente beslutning om at flyve tilbage til Danmark, hvor han ankommer den 2. april. Thomas og Annemette fortsaetter eventyret i Namibia, Zambia, Botswana, Zimbabwe og Malawi frem til den 8. maj, hvor de har en billet til Danmark. Hvis du oensker at foelge med i denne del af rejsen, saa hold oeje med bloggen her - Thomas vil nemlig ogsaa fremover smide lidt billeder op i ny og nae.

Vi er enige om, at vores loesning tjener alle bedst. Da vi har vaeret sammen de sidste 276 dage og rejst ca. 45.000 km. over landjord, bliver det haardt at skilles, men vi glaeder os over, at det ikke skyldes, at vi er blevet uvenner eller paa anden vis uenige. Desuden er det en stor troest, at vi snart ses igen i det danske sammen med jer.

Vi vil runde af med et stort tak til jer alle. Vi har foelt en utrolig stor opbakning gennem jeres ivrige interesse og mange, dejlige mails. Vi glaeder os til at se jer i Danmark!



De sidste timer sammen i Nambia blev tilbragt i selskab med en DVD med "Kongeriget", som Jens fik i foedselsdagsgave...

Men inden vi slipper jer helt, saa er der lige een ting, vi ikke har kunnet finde ud af paa rejsen. Vi har opstillet alle mulige teorier, men er stadig ikke kommet frem til en endelig loesning paa mysteriet; hvem er pruttens ejermand?

Pruttens tilstedevaerelse blev for foerste gang tydelig paa Niue, hvilket er et meget interessant sammentraef, idet Niue var foerste destination, hvor Annemette var med. Forklaringsmulighederne svandt dog hurtigt ind, da Annemette sad i en bil begge gange, hvor prutten dukkede op - og det var udendoers.
Vi benaegter alle haardnakket at have noget med prutten at goere og lever nu med den antagelse, at ingen af os er dens rette ejermand. Prutten har sjovt nok haft helt samme rejseplan som os, hvorfor vi har moedt den i New Zealand, Vestaustralien, Malaysia, Sydafrika og skam ogsaa i Namibia. Hvis den ogsaa foelger efter os til Danmark, overvejer vi at faa et polititilhold.

Tak for nu...

Rejsen i Namibia var noget anderledes end i noget andet land, vi har besoegt. Her skulle vi arbejde og opholde os det samme sted i fire uger. Stedet var en farm langt ude i bushen, der hed Harnas, og vores primaere arbejde bestod i at fodre og passe diverse afrikanske dyr, der vekslede fra alt mellem en blind abe til fuldvoksne loever. Harnas har eksisteret i ca. 30 aar og beskaeftiger sig i dag udelukkende med pasning af noedstedte, truede og tilskadekomne dyr. Nogle af disse er ude af stand til at klare sig selv og vil saaledes komme til at tilbringe resten af livet paa farmen, mens andre holdes i fangenskab paa midlertidig basis med henblik paa at blive sat fri, saa snart de vurderes klar til dette. Dertil kommer, at Harnas har soesat en raekke projekter, herunder et afrikansk vildhundeprojekt, der skal bidrage til forskningen i metoder til at undgaa, at denne truede dyreart udryddes af farmere, der beskytter sine husdyr mod hundene.

Grundet daarligt vejr tog det lang tid for minibussen at tilbagelaegge de lange straekninger paa de mudrede jordveje. Vi ankom derfor til Harnas i baelgragende moerke - meget senere end planlagt. Her blev vi budt velkommen samt praesenteret for de andre frivillige, der allerede opholdt sig paa Harnas. Efter en sen aftensmad gik vi i seng i vores smaa firemandshytter, som laa i en saakaldt volunteer-village. Det var ikke tilladt, at drenge og piger delte hytter, saa Thomas og Jens boede sammen med to andre drenge, men Annemette blev indlogeret sammen med tre piger i en nabohytte.
De foerste tre dage var ren introduktion. Vi blev vist rundt paa farmen, blev delt ind i grupper og fik ordnet en masse praktiske ting. Vi underskrev blandt andet en kontrakt, som sagde, at vi ikke ville kunne faa oekonomisk kompensation, saafremt vi blev overfaldet af et af farmens mange dyr.
Da intro-dagene var ovre, tog de mere erfarne frivillige i grupperne over. De viste os bl.a., hvordan maden til de forskellige dyr skulle tilberedes, hvordan fodringen foregik og hvilke andre opgaver, der fulgte med pasningen af dyrene. Vi var alle tre i forskellige grupper, saa til sammen kom vi til at beskaeftige os med mange dyr, herunder vildhunde, en grib, egern, vervet-aber, bavianer, flagermuseoere-raeve, strudse, desmerdyr, krokodiller, springbukke, geparder, en ugle, hunde og katte. Dertil kom alle de vilde dyr, der levede i stoerre indhegninger uden for selve farmen. Disse proevede vi ogsaa at fodre.
Den foerste uge gik med oplaering i madtilbedring og fodring. De mange forskellige dyr skulle have groentsager, frugt, koed, medicin, maelk og vand serveret paa forskellige maader og paa forskellige ugedage, saa der var mange detaljer at holde styr paa i starten. Naar morgenfodringen var overstaaet, skulle der goeres rent hos dyrene, dvs. fjernes ekskrementer, rives, genopfyldes vandhuller osv. Om eftermiddagen skulle man beskaeftige dyrene med leg og pleje.
Rutinen meldte sig relativt hurtigt, saa disse typer opgaver blev hurtigt overskuelige. Da nogle af de dyr, vi arbejdede med, var vilde, kunne man dog ikke bare slaa hjernen fra og goere, som man plejede. Nogle dage kunne man omgaas dyrene fredeligt, mens man andre gange maatte finde sig i at blive revet, kradset og bidt til blods.
Efter en uges tid fik vi mulighed for at lave andre opgaver end fodring og care-taking. Hver morgen havde vi alle et moede med vores koordinater, Frikkie, som gav os en doegnrapport for farmen. Han oplyste os om, hvor mange folk, han oenskede paa de forskellige opgaver, hvorefter han overlod det til hver enkelt gruppe at finde ud af, hvem der skulle goere hvad. I det foelgende afsnit vi vil kort gennemgaa aktiviteterne.
Hvis man kom paa "leopard walk", skulle man sammen med tre andre frivillige tage en leopardunge ved navn Lost med ud i bushen. Her havde man medbragt vand og legeteoj. Leoparder siges at vaere det af de store kattedyr, der er klart farligst at omgaaes. Det skyldes, at leoparder er solitaere (lever alene), hvorfor det er svaert at faa dem til at forstaa, at alle vaesener omkring dem ikke er fjender eller bytte. Det kommer til udtryk i en udtalt frygtloeshed og aggressivitet, der medfoerer uforudsigelige handlinger, som med lethed kan have doeden til foelge. Paa trods af at Lost havde tilbragt hele sit seks maaneder lange liv (hun kom til Harnas, da hun var tre dage gammel) sammen med mennesker, kunne man tydeligt maerke, at hun var en leopard. Mens vi gik i bushen, sneg hun sig ind paa os mellem buskene og forsoegte at nedlaegge os. Hun blev isaer taendt, hvis man proevede at loebe fra hende, hvilket ofte medfoerte, at hun kastede sig over en med kloerne ude og taenderne blottede. Denne opfoersel forekom oftere og oftere, mens vi opholdt os paa farmen, og det endte med, at Frikkie forboed os at lege med Lost. Hun var simpelthen blevet for stor og dermed for farlig.
Nogle ville maaske argumentere for, at leoparder og geparder ligner hinanden meget, hvad angaar udseende. En paastand, der ikke holder, hvis man sammenligner dyrenes adfaerd og generelle psyke. I modsaetning til leoparderne er geparderne rolige og forsigtige af sind, hvilket betyder, at geparder forbliver "ufarlige" i fangenskab. For os betoed det, at det var meget mere ufarligt at omgaaes voksne geparder end Lost (som bare var en stor unge). Foruden en masse vilde geparder (der var potentielt farlige) levede der paa Harnas 10 geparder, hvoraf fire var egnede til ture i bushen. Disse ture foregik paa en afspaerret del af landingsbanen (dvs. et sted, hvor der baade var bush og aabent terraen). Her skiftedes de fire deltagere til at loebe alt, hvad de kunne med en tom plasticflaske i en snor, som geparderne kunne jage. Da "vores" geparder levede i semifangenskab var de ikke lige saa "fitte" som vildtlevende individer. De kunne saaledes "kun" loebe ca. 80 km/t, mens vilde geparder kan opnaa en hastighed paa ca. 100 km/t. I forhold til et menneskes hastighed var 80 km/t dog mere end rigeligt, saa naar vi begyndte at loebe med flasken, ventede geparderne paa, at vi var et godt stykke vaek, foer de eksploderede i en forrygende acceleration og indhentede os.
Naar geparderne loeber i topfart, er de meget fokuserede paa at styre efter deres bytte (flasken), hvorfor de ikke kan tage hoejde for ting, der foregaar rundt om dem. En dag, hvor Thomas var ved at blive indhentet af en gepard i fuld firspring, roeg den fokuserede gepard pludselig ud af kurs i forhold til flasken. Det betoed, at den styrede direkte hen imod en skottisk pige, der overvaerede seancen. Da geparden havde al for lidt plads at bremse paa, knaldede den hovedet direkte ind i knaet paa pigen. Geparden var meget fortumlet, og pigen fik et slag i knaeet, der tvang hende paa krykker.
Af og til medbragte vi en bil paa gaaturene med geparderne, da dyrene skulle have mulighed for virkelig at straekke ben. Vi kaldte det en "cheetah run". Med Frikkie bag rattet og to personer paa ladet til at holde snoren med flasken i enden, droenede bilen op og ned ad landingsbanen. Det var et imponerende syn at se geparderne komme styrtende forbi med 80 km/t.
Der var en enkelt gaatur, som virkelig delte de frivillige paa Harnas i to lejre; baby-bavianerne. Nogle elskede dem, andre hadede dem. Alle de, der var bange for bavianerne (hvilket var velbegrundet), var piger, mens den anden lejr bestod af drengene og faa piger, herunder Annemette. Vilde bavianflokke er meget hierakisk opbyggede med en dominerende hun paa toppen, som anser alle andre hunvaesener for konkurrenter, saa det er som udgangspunkt svaert at vaere pige i naerheden af en dominerende hun. I baby-bavian-flokken (ca. 18 maaneder gamle) var der fire hanner og en enkelt hun, Eta, som straks markerede sig over for enhver pige, der naermede sig indhegningen ved at bide eller kradse (bavianer er meget intelligente og kan med det samme afgoere, om et menneske er han eller hun). Hvis personen ikke stod helt stille og udstod smerten uden at traekke en mine, ville de andre bavianer maerke hendes frygt og derved selv gaa i panik. Da bavianer reagerer paa panik ved at bide, skete det af og til, at piger blev overfaldet af alle fem bavianer. I disse tilfaelde endte det altid med bidesaar, kradsemaerker, blaa maerker og graad. For drengene var det meget nemmere at overstaa foerste moede med aberne. Eta elskede alle drenge fra start, og saa gjorde de fire hanner det ogsaa. De piger, som formaaede at klare Etas tests, blev accepeteret af bavianerne med det forbehold, at de ikke maatte roere nogen af drengene, mens Eta var i naerheden. Gjorde de det, ville Eta faa et staerkt jalousi-anfald, hvorved forholdet mellem pigen og Eta blev nulstillet. For at genvinde accepten, maatte man udstaa flere smerte-proever med risiko for, at de andre bavianer ville foelge trop og angribe.
Naar bavianerne skulle ud paa gaa-tur, var vi mindst fem frivillige (en pr. abe). Inden vi overhovedet naermede os indhegningen, fjernede vi alt, hvad vi ikke oenskede at miste, herunder halskaeder, oerenringe, armbaand, haarelastikker, kameraer og mobiltelefoner. Bavianerne var lynhurtige og meget destruktive, og det lykkedes dem blandt andet at oedelaegge baade Thomas og Annemettes armbaand. I samlet flok lukkede vi bavianerne ud, som straks kravlede op paa drengene, da de som udgangspunkt var de mest populaere. Specielt Jens ville de gerne sidde ved, da hans hoejde repraesenterede den stoerste sikkerhed mod fjender paa jorden. I bushen spiste de soede bavian-babyer blomster og kravlede op i traeerne. Hvis man stillede sig ind under traeet, sprang aberne ned i armene paa en, men det var om at holde oeje med dem, for hvis man ikke saa dem hoppe, og derved ikke greb dem, blev de meget fornaermede. Der blev afregnet i form af et haardt bid, hvilket Thomas fik at foele adskillige gange.
Saa snart bavian-babyerne var i uvante rammer (f.eks. paa et tilfaeldigt aabent areal i bushen), blev deres kaephoeje attitude erstattet af nervoesitet og angst. Det fik dem til at kravle op og kramme os mennesker saa haardt de kunne, mens de stoennede og smaskede. Det var helt uimodstaaeligt! En dag, hvor en af bavianerne laenge havde siddet trygt hos Jens, valgte denne at lade vandet, saa Jens maatte se til, mens varm urin loeb ned ad maven og videre ned ad benene for at ende i skoene. Jens' nyerhvervede velduft fik tilsyneladende de andre aber til at foele sig afslappede, naar de sad og holdt udkig fra Jens's hoved, for han maatte staa model til yderligere fem gange urin - som denne gang startede helt oppe ved halsen og loeb hele vejen ned. Vi var dog paa det tidspunkt allerede saa vant til diverse dyre-ekskrementer, at det ikke roerte os synderligt.
Foruden ridning paa hest langs farmens yderste hegn kunne man komme paa indhegningspatrulje, hvor man gik langs mindre indhegninger for at tjekke, at der ikke var nogle dyr, der var sluppet ud. En dag opdagede nogen, at der var et hul mellem to loeveindhegninger, hvor den ene indhegning husede en meget aggressiv, majestaetisk hanloeve, Macho, og dennes kone, Loreta. Hullet skulle daekkes straks, inden Macho eller Loreta fandt paa at kravle igennem hullet, der ville foere dem ind i hunloeven Simbas indhegning. Denne opgave tilfaldt farm-work-holdet, som Thomas og Jens var paa den dag. Sammen med Frikkie var Jens og Thomas og to piger inde i Simbas indhegning for at fylde hullet. Pigerne holdt oeje med, at Simba ikke proevede at snige sig ind paa Frikkie, Jens og Thomas, mens de fyldte hullet med sten, saa hurtigt de kunne. Derefter tog hele farm-work-holdet (ca. ti mand) en traktor ud i bushen for at samle store sten. Disse skulle erstatte de sten, som var blevet fyldt i hullet tidligere, da de var for smaa til at holde loeverne ude.
Da vi kom tilbage til indhegningerne, bemaerkede Frikkie, at nogle af stenene i hullet var blevet flyttet, og at der var loevefodspor ved hullet. Vi troede ham ikke, men det viste sig, at han havde ret i, at Loreta var kravlet igennem et overraskende lille hul. Frikkie beordrede Thomas op paa taget af landroveren og Jens ind paa passagersaedet, for vi var nu noedt til at koere ind i indhegningen igen for at forsoege at traenge Loreta tilbage igennem hullet. Eneste men var, at de vilde loever med lethed kunne springe op paa bilens tag, hvor Thomas fungerede som spejder. Det tog os ikke lang tid at finde Loreta, men det var noget svaerere at drive hende tilbage til hullet ved hjaelp af bilen. Vi droenede saaledes efter Loreta gennem den taette bush, hvor Thomas maatte kaempe for ikke at falde af taget og ned til loeverne. Vores misson mislykkedes, men vi besluttede, at hullet stadigvaek skulle forstaerkes med stenene, saaledes at Macho ikke kunne komme igennem. I samlet flok aabnede vi derfor laagen ind til Macho, som betragtede os et stykke derfra. Mens halvdelen af os skyndte os at toemme hullet og fylde op med de nye sten, holdt de andre udkig efter Macho, som valgte at forsvinde ind i det hoeje graes. Adrenalinen pumpede i kroppen paa os, da det var vildt nervepirrende, at vi ikke vidste, hvor Macho praecis var. Han kunne i princippet vaere 3 meter fra os. Alle slap heldigvis uskadte, og det lykkedes senere Frikkie og nogle ansatte paa farmen at drive Loreta tilbage til sin egen indhegning.
Harnas havde ogsaa turister boende. Disse boede normalt i nogle luksushytter i et par dage og tog med paa guidede ture rundt paa farmens store omraade. En dag havde to tyske kvinder paa ca. 60 aar besluttet at underskrive den foernaevnte kontrakt, som gav dem mulighed for at komme med os frivillige paa ture med dyrene. Om formiddagen var de med paa en baby-bavian-tur, hvor de med noed og naeppe naaede at faa taget alle deres smykker af, inden de smaa kastede sig over de nye ansigter. De to frueer blev bidt, men de formaaede at holde masken og kunne saaledes fortsaette turen uden for farmens inderste indhegninger. Foruden baby-bavianerne havde vi medbragt to teenage-bavianer, der hver vejede omkring 15 kg.
De ivrige aber kastede deres kaerlighed over et doedt trae i bushen (de elskede doede traer, da disse var lette at oedlaegge), mens vi andre saa til. Paa trods af at vi havde fortalt turisterne, at de ikke skulle gaa for taet paa traet, medmindre de oenskede at gribe en abe, glemte den ene af dem alligvel alt om dette, da hun indsaa, at hendes snoerebaand var gaaet op. Mens hun stod foroverboejet og bandt sin sko, fik en af de tunge teenagere oeje paa en fantastisk landingsbane (hendes ryg) fra traeet, saa den tog tilloeb og landede med et kaempe dunk paa den fortumlede turists ryg. Det gjorde tydeligvis ondt paa hende, men hun var tapper og udstoedte ingen jammer.
Om eftermiddagen kom vi paa en tur, som ingen af os havde proevet paa det tidspunkt endnu: Gaatur med en hanloeve. De tyske damer var ogsaa med. Inden Frikkie lukkede hanloeven Zion ud, fik vi instrukser i, hvordan vi skulle tackle ham. Blandt andet skulle vi vaere forberedte paa, at han ville mase sit massive hoved ind i skoedet paa os, mens han ville sige nogle hilsende broelelyde. Allervigtigst var det, at vi paa intet tidspunkt stirrede ham direkte i oejnene eller vendte ryggen til, idet han ville nedlaegge os med det samme.
Ganske rigtigt kom Zion hen og hilste paa os alle. Det var paa samme tid surrealistisk, graenseoverskridende og helt fantastisk at se den 180 kg. tunge hankat komme gaaende direkte mod en med halvaaben mund og kolde, beregnende oejne, som man skulle koncentrere sig om ikke at komme til at stirre ind i. Ligesom resten af hans krop var Zions oejne utroligt smukke, og deres gyldne dybde virkede naermest hypnotiserende. Da han kom helt hen til en, maste hans sit enorme hoved ind i maven, hvorved man havde mulighed for at klappe og kloe ham. FEDT!
Da det var sidst paa eftermiddagen, fortalte Zions instinkt ham, at det var ved at vaere spise/jagttid. Han var derfor meget aktiv, hvilket kom til udtryk ved, at han brummede meget og gik meget rundt i det hoeje graes langs vejen. Vi havde ikke besvaer med at maerke adrenalinen i vores kroppe. Paa et tidspunkt drejede vi fra jordvejen og gik ind i bushen - Zions hjemmebane. Her var det specielt vigtigt, at vi konstant havde kontakt med Zion, og at vi ikke vendte ryggen til ham. Efter fem minutters gang kunne Annemette og Jens hoere forskaekkede skrig og tumlen bag os, og da vi saa, hvad der foregik, blev vi ogsaa meget forskraekkede: Thomas kom vaeltende fremad i et forsoeg paa at holde sig oprejst, mens Zion hang ind over ham og forsoegte at tvinge ham til jorden. Den legesyge loeve slap i naeste oejeblik sit greb i Thomas, der slap uskadt. Et oejeblik senere senere gik Jens og en pige ved navn Tine og snakkede lavt bagerst i flokken. Pludselig sagde Frikkie, at Jens og Tine skulle klappe i og holde oeje med Zion, der kom gaaende i lavt leje bag nogle buske. Hans blik var stift rettet mod dem. Et splitsekund senere kom Zion loebende i fuld fart ud fra busken og loeb direkte ind i Jens, der dog formaaede at holde sig paa benene. Da Zion indsaa, at hans "proeveangreb" ikke virkede, vendte han sig om og greb fat i Tines ankler med sine tallerken-store poter. Hun kunne intet goere, da han borede sine kloeer ind i hende og bed hende markerende i laaret. Vores respekt for den relativt tamme loeve var meget dyb.
Man skulle tro, at de to angreb havde faaet alle i gruppen til at forstaa alvoren ved at gaa med en loeve. Men det var aabenbart ikke tilfaeldet for de tyske turister. Senere paa turen var de to damer saa optagede af deres kameraer, at de ikke lagde maerke til, at de var ti meter bag os andre (dvs. de var isolerede fra flokken). Frikkies ordre til dem om at komme hen til andre med det samme, fik os andre til at vende os om for at se, hvad der foregik. Det var lige praecis tids nok til at se Zion komme loebende bagfra, saette af og haegte sig fast i turistens skuldre med sine poter. Den uforberedte 60-aarige kvinde blev naturligvis slynget forover under presset af Zions massive vaegt og landede fladt paa jorden med ansigtet mod vejen. Zion var oven paa hende. Frikkie skyndte sig hen for at rive den staerke loeve af hende, men da han bad hende rejse sig i en fart, skete der intet. Hun havde tilsyneladende daarlig hofte og kunne maerke, at den var poppet ud. Mens Frikkie skaermede vejen for Zion (der opfattede liggende og siddende mennesker som bytte/legetoej), fik vi andre hevet den skraemte dame op paa benene og baaret hende tilbage til bilen. De to tyske frueer fik mere for pengene, end de havde godt af.
Det var selvfoelgelig tilladt, at de frivillige tilbragte mere tid med dyrene, end Harnas forventede. F.eks. benyttede vi os flere gange af, at man kunne sove med dyrene. Vores foerste saakaldte "sleep-out" var med de fem bavianunger. Da moerket faldt paa, begav vi os sammen med to andre ned til abernes indhegning med femten bleer i haenderne. De smaa babyer var paa det tidspunkt allerede gaaet i seng og blev lidt nervoese over at faa besoeg i moerket (bavianer er moerkeraede), saa vi maatte starte med at saette os paent paa jorden og vente paa, at de skraekslagne bavianer genvandt roen og slap deres krammende tag i os. I maanelyset bed vi huller i bleerne til abernes lange haler og gav dem forsigtig tre bleer paa hver. De ellers evigt aktive dyr var paa det tidspunkt faldet i soevn paa vores skoed (man kunne se, at deres oejne var lukkede, idet deres oejenlaag er lysere end resten af ansigtet), saa det var nemt at give dem bleer paa. Aberne vaagnede, da vi rejste os op og aabnede doeren til indhegningen. De var bestemt ikke glade for den moerkelagte verden uden for deres trygge indhegning, saa hver enkelt abe soegte tilflugt hos hver af os. Sammen med de stoennende og smaskende babyer gik vi gennem moerket til en lille hytte, hvor der var fem madrasser og soveposer til os. Saa snart vi kom i "sikkerhed" i hytten, blev aberne igen modige og begyndte at kravle op ad vaeggene og hen langs lofterne. Fem minutter efter at vi havde lagt os, kom bavianerne hen til os og puttede sig ind til os. Her blev de liggende hele natten. Naar man oenskede at vende sig paa madrassen, vaagnede den abe, der laa hos en, lidt og holdt fast, mens man indtog en anden stilling. Saa snart roen faldt over en igen, kyssede bavianbabyen en paa halsen og faldt i soevn igen.
Kl. 06 om morgenen vaagnede de fem aber op paa samme tid og begyndte straks at kravle op i loftet og springe ned i hovederne paa os. De var tilbage ved deres gamle jeg. Mens Annemette og en engelsk pige var nede i koekkenet for at hente maelk til aberne, var Thomas, Jens og Christina (en dansk pige) indespaerret i hytten sammen med aberne, som blev vildere og vildere. Det var ikke muligt at komme ud af hytten, da doerhaandtaget var faldet af, idet Thomas tog fat i det. Samtidig fandt en af aberne ud af at afmontere et stykke pap, der daekkede et hul i vinduet, hvorved aberne fik mulighed for at kravle udenfor, mens vi andre maatte vente paa, Annemette kom tilbage og befriede os. Tilbage ved indhegningen skulle vi bruge maelken til at berolige babyerne og derved komme til at pille de stinkende bleer af. Uheldigvis naaede aberne at stjaele maelken fra os og loebe vaek med flaskerne. Taalmodigheden var ved at vaere opbrugt, da det lykkedes os at faa fat i bleerne og flaskerne en time senere. Vi havde alle tis og det, der var vaerre, paa os, men vi havde ikke tid til et bad foer om eftermiddagen.
Vi sov ogsaa med to par geparder et par gange. De store, dejlige dyr var meget kaerlige i moerket, saa de lagde sig oven paa os og slikkede os overalt med deres sandpapir-tunger. Det gjorde faktisk ondt, men vi naennede ikke at skubbe geparderne vaek. Hele natten sov de mellem os under den smukke afrikanske stjernehimmel. Vi havde inden da en meget stor sympati for geparderne, men efter sleep'outen var der ingen tvivl: De var vores klare favoritter paa hele farmen.
Det var ikke alle arrangementer, der involverede dyrene. Om soendagen havde vi fri det meste af dagen, hvor vi spillede en traditionsrig fodboldkamp mod bushmaendene (det hedder det lokale stammefolk), som vi tabte tre ud af fire gange, mens vi var der. Om loerdagen var der ofte arrangeret ekstra aktiviteter. Vi besoegte blandt andet en lokal skole samt en meget fattig landsby, hvor stoerstedelen af indbyggerne var alkoholiserede og sultende. Et meget trist syn. Dagen foer Jens' foedselsdag var vi alle til fest i den lokale by, hvor afrikaans (indfoedte hvide mennesker) holdt fest i en golfklub. Arrangementet sluttede kl. 23, men vi fortsatte festen i baren paa vores hotel, hvor der blev sunget foedselsdagssang for Jens kl. 24. I baren var der ogsaa et par lokale sorte piger, som var saa soede at give Jens en af deres halskaeder i foedselsdagsgave. Naeste dag fik Jens foedselsdagsgaver (en bog og en DVD) om eftermiddagen og om aften havde Thomas, Annemette og Christina soerget for, at Jens fik foedselsdagskage, som Annemette og Christina havde bagt, mens drengene spillede fodbold.

Tiden loeb enormt staerkt paa Harnas. Vi skulle moede til morgenmad kl. 07 om morgenen og arbejde indtil aftensmaden kl. 19, og der var altid noget at lave. Nogle dage var lige efter bogen, mens andre boed paa uventede, spaendende projekter. Vi fandt det lidt plat og kliche-agtigt, da Frikkie indledte vores ophold med at sige, at vi skulle forvente det uventede, men det viste sig at vaere sandt. Samtidig var dyrene, lydende og naturen helt fantastisk, saa der gik ikke en dag, hvor vi ikke kunne lade vaere med at smile over vores "dagligdag". Mellem vores hytter moedte vi vortesvin (de er lidt grimme, men samtidig helt vildt charmende), der loed som en fiskekutter, naar de gik efter os hen ad stierne. Ved det udendoers spiseomraade (der var ikke noget indendoers) havde vi udsigt til vilde giraffer, gnuer og et hav af forskellige antiloper, og om aftenen gik vi i seng til lyden af broelende hanloever. Alt sammen meget ulig en dansk hverdag.
Ikke alt var fryd og gammen paa farmen, idet en til tider mangelfuld koordination var til stor irritation for os, men det aendrer ikke paa, at vi foeler os meget heldige med alle de oplevelser, vi fik med fra Harnas. Vi vil hoejst sandsynligt ikke vende tilbage dertil, men vi kommer helt sikkert til at savne dyrene og stedet mange gange i fremtiden.

Vi tilbragte i alt en maaned paa den namibiske farm Harnas, der beskaeftiger sig med noedstedte dyr. De foelgende billeder skulle gerne give et indtryk af, hvad vi har faaet tiden til at gaa med.



En stor del af de frivillige paa Harnas. Vi var mellem 30-40 udenlanske frivillige. Dertil kom de ansatte, samt et hav af lokale "Bushmaend" - navnet som de lokale gik under.



Den foerste aften startede vi med lidt baal-hygge, hvor vi selv skulle tilberede vores mad. Paa menuen stod der snobroed og poelser.



Den primaere opgave paa Harnas var at soerge for mad til dyrene. Vi blev inddelt i fire grupper, og hver morgen skulle hver gruppe saa sende tre personer paa "food-prep". Disse personer havde saa ansvar for at tilberede maden samt at fodre dyrene. Her ses Thomas og Asha (Tyskland) i gang med at skaere koed.



Jens paa "food-prep". Ofte fik vi bare serveret et hesteben...



Man skulle ikke vaere sart. Eksempelvis stod menuen for loeverne ofte paa et halvt aeselhoved...



Hver gruppe (Jens, Annemette og Thomas var i hver sin gruppe) havde en raekke dyr som var deres ansvar. Jens' gruppe havde bl.a. to springbuk-lam, som her faar sutteflaske.



Thomas' gruppe havde bl.a. en blind abe ved navn Audrey. Hun var vild med rosiner, aebler og tilberedt koed.



Jens ses her med eet af de seks egern hans gruppe kunne prale af.



Thomas fodrer desmerdyr, hvilket hans gruppe var ansvarlig for.



Heldigvis havde hver gruppe ogsaa lidt stoerre dyr, saasom geparder. Her sidder Annemette og hygger med teenage-geparden Pride.



Annemette haandfodrer den epileptiske bavian Borky.



Jens boerster geparden Duma.



Den del af gruppen der ikke havde ansvar for dagens fodring kunne vaelge sig ind paa andre aktiviteter. Her er vi eksempelvis paa "gamecounting", hvilket bestod i at man skulle taelle hvor meget vildt der kom forbi et vandhul. Paa billedet anes de store kuduer, som vi oftest stiftede bekendtskab med naar aftensmaden blev serveret.



Vi (de frivillige) havde vores egen lille landsby, ca. 10 minutters gang fra selve farmen. Hver morgen moedtes vi kl. 08 til morgenmoede og indtog desuden alle vores maaltider her.



Af og til moedte dette syn os naar vi skulle spise aftensmad. Ud for vores samlingsted var der et lille vandhul, hvor giraffer, zebraer og anteloper kom for at drikke.



I vores landsby boede der ogsaa et vortesvin, som hver morgen kom for at vaekke os. Han var utrolig glad og imoedekommende, og var som taget ud af "Loevernes Konge". Nogle gange, naar han naermest ville med os i seng, saa blev det simpelthen for meget...



Harnas var virkeligt et lille "Noahs ark". Her var alverdens dyr samlet paa eet sted. Her bliver den lille baby-giraf Klippie fodret med sutteflaske.



Endelig fandt Klippie en paa sin egen hoejde...



Naar vi havde delvist fri om soendagen, og maatte benytte farmens pool, gjorde et par strudse os desuden ofte selskab.



Af andre aktiviteter paa Harnas kan "farmwork" naevnes. Det bestod ofte, som navnet antyder, af forskellige arbejdsopgaver rundt paa farmen. Her samler vi store sten, da en af loevinderne havde gravet et hul under sin indhegning og dermed var sluppet ind til to andre loever.



Jens og Thomas havde sammen med Frikkie (een af lederne paa Harnas) faaet den aere at skulle ind til loeverne og fylde hullet op! Mens to holdte vagt paa taget af bilen, arbejdede vi paa livet loes med at fyldte hullet. Det var bestemt en nervepirrende opgave. Bemaerk hvordan Thomas skeptisk skurer op paa de to vagter paa taget af bilen...



Dette var specielt fordi et af farmens farligste og mest aggressive dyr - hanloeven Macho, gik i indhegningen ved siden af. Vi overlevede heldigvis, men hver aften, naar Macho skulle fodres, forsoegte han enten at grave sig vej ud til os, eller som vist paa billedet, blot at bryde igennem det spinkle hegn. Flere gange, under aftenfodringerne, matte vi simpelthen flygte fordi det blev for farligt!



Der fandtes ogsaa mere afslappende "farmwork". Eftersom metrologerne varslede det vaerste uvejr i seks aar, blev et team sat til at bygge et hus til geparderne Duma og Joany. Her ses de stolte bygningskonstruktoerer Thomas og Marcel (Tyskland).



Harnas var saerdeles engageret i lokalsamfundet, hvilket resulterede i en tur til en lille landsby, ca. en times koersel fra farmen. Her viser et par drenge os lidt fraekke dansetrin foran en af Harnas' laegeklinikker.



Vi moedte serioes fattigdom paa vores tur til den lille landsby...



Ham her fik lidt kiks, hvilket han blev MEGET glad for. De var spist inden vi tog afsted.



...men helt unikt for afrikanerne er deres livsglaede og passion for dans og sang. De fremfoerte et fantastisk lille show for os!



Her ses den rytmeforladte Thomas paa danseguvlet.



Udover "food-prep", "farmwork" og "gamecounting" var der ogsaa daglige gaature med dyrene. Eftersom dyrene konstant er spaerret inde er det vigtigt for dem at foele frihed, ved at blive taget med paa gaature i det fri. Her er vi paa tur med baby-bavianerne, der, saa vidt muligt, blev luftet dagligt.



De var i orderts fineste forstand nogle rigtige bavianer. De oedelagde ALT de kom i naerheden af, og kunne uden varsel finde paa at bide. Dog var de ofte til at styre og dermed saerdeles kaerlige. Her ses Christina (en rigtig flink pige fra Aarhus) og Annemette med et par bavianer paa hovedet.



En bavian har valgt at indtage dagens maaltid ovenpaa Thomas' hoved.



Geparderne skulle ogsaa luftes og det foregik paa foelgende maade. De blev laesset op i bilen og koert vaek fra farmen, hvorefter et par frivillige saa havde ansvaret for geparderne i et par timer.



Nogle gange smuttede de bare op i et trae og blev der hele tiden. Her ses de fotogene Cleo og Pride.



Andre gange, specielt naar det var overskyet, var de mere aktive. Her ses Thomas i gang med et rekordforsoeg. Er det muligt at loebe fra en gepard?



...svaret er "NEJ".



Af og til fik geparderne dog mulighed for virkeligt at loebe igennem. Vi spaendte en flaske efter bilen og gav den saa gas. Her jagter Joany flasken og fanger den nemt. Geparder kan naa op paa ca. 100 km/t!



Paa Harnas boede ogsaa en lille leopard-unge ved navn Lost. Hun var farmens kaelledaekke og blev, saavidt muligt, ogsaa luftet hver dag.



Her hygger Jens og Lost sig paa en gaatur.



Dog returnerede alt for mange frivillige, fra gaature med Lost, med skrammer og saar. Dette resulterede i, at vi fremover maatte tage hunden Lala med, saaledes Lost kunne angribe hende. Lala var ligeglad - naar det blev for meget knurrede hun bare...



Man skulle bestemt ikke lade sig nare af Lost's uskyldige oejne. Ofte gemte hun sig, og som en rigtig leopard, kom hun pludselig springende ud af ingenting og "angreb" os. Heldigvis var det leg, men Harnas vurderede, at om et par maaneder ville hun vaere for stor til gaature, da hun ikke laengere ville kunne skelne mellem leg og jagt.



Det problem var Harnas allerede loebet i med de to hanloever Zion og Trust. De er foedt og opvokset paa farmen, men er nu to og et halvt aar gamle. Problemet med de to loever er, at deres kroppe simplethen er blevet for store (de vejer 180 kg.) De "angreb" os ofte paa gaature, selvom det for dem blot er leg. Derfor naade vi kun at faa een gaatur med Zion.



Naar man gaar med Zion og Trust maa man aldrig vende ryggen til dem, eller faa oejenkontakt med dem. Men det er lettere sagt end gjort! Thomas gik bagerst i raekken og et halvt sekunds uopmaerksomhed resulterede i en 180 kg. tung hanloeve haengene paa skulderne. Thomas naaede heldigvis at stoette saaledes Zion ikke fik ham i gulvet. Knap saa heldig var en tysk turist 20 minutter senere. Hun naaede ikke at tage fra, og blev straks vaeltet omkuld, hvilket bestoed at hun slog hoften af led. De leger blot, men eftersom et par frivillige, paa en senere tur, ogsaa blev "angrebet", blev loeve-gaaturene indstillet...



Heldigvis naade vi at opleve hvordan det foeles at gaa, side om side, med en stor hanloeve. Her ses Annemette og Jens ved siden af Zion.



Han er et praegtigt dyr!



Harnas havde ogsaa et surikat-par, der lige havde faaet babyer....



Eet af vores allesammens favoritdyr paa Harnas - raevene! De tendenserede til at vaere overvaegtige og var ekstremt kaelne.



Kun to gange paa en maaned var vi vaek fra Harnas. Een af gangene, hvor vi var til fest i den naerliggende by Gobabis, passede det heldigvis med Jens' foedselsdag, som naturligvis blev fejret med maner. Her lykkeoenskes Jens af to afrikanere, der forinden havde givet ham en halskaede. Det var soedt af dem...



Selve dagen blev fejret med en god flaske vin og lidt gaver.



...og naturligvis en kaempe foedselsdagskage. Det var faktisk en stoerre opgave at skaffe ingredienser til kagen, naar man befinder sig midt ude i den namibiske intethed.



Tilbage til arbejdet. Vi havde bestemt ikke meget fritid paa Harnas - der var altid noget at se til! Hver dag skulle et par frivillige assistere Etosha, farmens guide, paa en tur med turister rundt paa farmen, hvor de vildere dyr blev fodret. Vi startede altid med bavianerne, der fik serveret det saakaldte "Mellipop", der primaert bestod af hvide majs.



Ogsaa de vilde geparder skulle fodres. De var saerdeles agressive og det var en kamp at holde dem vaek fra koedet...



Koedet kastes ned til geparden og den sprinter vaek!



Her ses Annemette og Jens i gang med at fodre lossen Prince.



Endvidere var de frivillige ogsaa ansvarlig for de saakaldte "Enclosure-patrols", hvor man skulle inspicere farmens mange kilometer indhegninger og kontrollere om de stoerre dyr, herunder loever og leoparder, havde det godt. Her observerer Thomas leoparden Caso.



Der var bestemt ogsaa tid til fest og farver paa Harnas. Een af aftenerne var der 60'er/70'er fest. Paa mystisk vis lykkedes det os faktisk at leve op til dresscoden. Eller doem selv...



Af og til blev der ogsaa arrangeret smaa konkurrencer, hvor grupperne dystede i forskellige dicipliner. Her gaelder det om at banke hinanden af en bjaelke, der var lagt hen over poolen. Jens besejrer her Marcel fra Tyskland (han vejede saa ogsaa 50 kg. mindre end Jens!)



Hver soendag spillede de frivillig desuden en obligatorisk fodboldkamp mod de lokale "Bushmaend". Der blev altid kaempet haardt og til tider mindede kampen mere om en rugbykamp. Det lykkedes os kun at vinde een ud af fire soendage.



Derfor havde vi tit svaert ved at vinde! Vi var bestemt ikke vant til de afrikanske forhold. Faktisk var dette vortesvin skyld i vores trejde nederlag paa stribe, eftersom den distraherede Jens i maalet.



Hvis man ikke havde faaet nok af dyrene om dagen, saa var det ogsaa muligt at tilbringe en nat med dem. Her sover Thomas og Annemette med geparden Joany.



Her sover vi alle med teenage-geparderne Cleo og Pride.



Selv baby-bavianerne kunne man sove med. De var dog utroligt belastende, eftersom de hver skulle have tre bleer paa, saaledes de ikke sked og pisssede overalt. Desuden kunne man ikke tage billeder af dem, da de ville huggede kameraet og splitte det i atomer. Dette billede er derfor taget morgenen derpaa, hvor vi maatte kaempe en sej kamp for at faa bleerne af.



Vi naaede ogsaa paa en "Bushwalk", hvor vi skulle laere mere om den namibiske bush. Frikkie havde indlagt en lille konkurrence, hvor vi skulle se hvem der kunne spytte laengst med en antelopelort. Danskerne, repraesenteret af Jens og Thomas, vandt landskampen mod tyskerne og englaenderne. Naar fodboldlandsholdet ikke kan klare jobbet, saa maa vi jo goere danskerne stolte paa en anden maade...



Vi slutter af med det, der virkelig kendetegnede opholdet paa Harnas - det naere forhold til dyrene. Jens faar her et bad af geparden Pride.



Annemette nupper en middagslur med en af raevene.



...og Thomas takker for et par gode billeder af Duma.

Johannesburg er ikke just kendt som en af Guds bedste boern, hvad angaar kriminalitet og sikkerhed. Vores rejseguide, Lonely Planet, beskrev mange skraemmende scenarier, som selv den mest rutinerede rejsende kunne komme ud for. Vi var derfor ekstra vaagne, da vi traadte ud af flyet fra Kuala Lumpur kl. 05 om morgenen. Foran af os havde vi fire dage i byen, som skulle vise sig at give os et meget bedre billede af Johannesburg end det, offentligheden beskrev.

I lufthavnen moedte vi en meget venlig taxachauffoer, hvis stedsans var enormt ringe. Vi tilbragte saaledes over to timer paa bagsaedet af hans bil, mens han febrilsk ledte efter det backpacker-sted, vi oenskede at bo paa. Stedet var heldigvis koereturen vaerd, for vi kom til at bo i vores egen hytte paa et lodge med swimming pool og spa til 65 kr. pr. mand. De foelgende dage gik med at se os om i omraadet samt loebe en masse aerinder. Da vi boede i en rig, hvid forstad, foelte vi ikke, at vi fik det rigtige Jo'burg at se, medmindre vi fik arrangeret en tur. Saa det gjorde vi.
Kl. 07.15 blev vi afhentet af vores super flinke, sorte chauffoer ved navn Neo. Han skulle vaere vores lokale guide hele dagen. Foerste sted, som Neo oenskede at vise os, var den rigeste forstad i Jo'burg, Sandton, der havde udviklet sig til at vaere landets finanscentrum og hovedkvarter for mulitinationale virksomheder. Selvom omraadet oste af en velstand, der var Beverly Hills vaerdigt, var Sandton stadig et soergeligt syn, idet de enorme huse paa op til 2000 kvm. laa gemt bag kaempe mure med elektrisk hegn og bevaebnede vagter. Blandt disse laa Nelson Mandelas nuvaerende bopael.
Den skarpe kontrast mellem rig og fattig kom til udtryk straks efter, at vi forlod Sandton. Nabobydelen, Hillbrow, var en af landets mest kriminelle og raa steder, hvor gadebilledet udelukkende bestod af sorte indbyggere. Fra Hillbrow koerte vi ind til Johannesburg Downtown, der ligesom Hillbrow var praeget af megen kriminalitet. Jo'burg Downtown var et trist syn med faldefaerdige og forladte hoejhuse, hjemloese flygtninge fra Zimbabwe og fattige, sorte mennesker. Paa vores rejse havde vi moedt to hvide personer fra Jo'burg, som uafhaengigt af hinanden kunne fortaelle, at de aldrig havde besoegt Downtown, selvom de var foedt og opvokset i byen. Grunden hertil var, at bydelen var for farlig for hvide mennesker.
Midt paa eftermiddagen ankom vi til den bydel, som vi havde glaedet os allermest til at besoege; det verdenskendte Soweto (SOuth WEst TOwnship). Det var her, at Desmond Tutu, Nelson Mandela og Winnie Mandela voksede op og senere var aktive deltagere i de blodige kampe mod Apartheid-styret. I dag er Soweto stadig en sort bydel, men den generelle velstand er dog noget hoejere end tidligere.
Da vi ankom til den allerfattigste del af Soweto, insisterede vi paa at faa lov til at gaa en tur blandt blikskurene for at se, hvordan beboerne levede. Det var ikke en del af Neos oprindelige plan, men han indvilgede uden dog selv at gaa med. I blikskurbyen moedte vi foerst nogle enormt soede boern, som smilede til os og dansede til noget musik, der kom fra et af skurene. Meget roerende. Snart dukkede der voksne op for at se, hvad det var for nogle gaester, de havde faaet besoeg af. Ogsaa disse virkede meget venlige og imoedekommende, og inden vi havde set os om, blev vi inviteret indenfor i et blikskur af en ung mand. Han kunne fortaelle os, at han var 28 aar, og at han boede alene i det ca. 12 kvm store skur, mens resten af hans familie holdt til i et andet skur ikke langt derfra. Hans venner, som ogsaa var til stede, var mindst lige saa imoedekommende og ville meget gerne hilse paa os.
Vi var utroligt glade for, at vi var gaaet ind blandt de fattige mennesker, for det var virkelig med til at afkraefte alle de fordomme, som medierne i hoej grad er med til at skabe, naar de skildrer tilstandene i Sydafrika. De fattige mennesker i Soweto var virkelig soede, og vi foelte os paa intet tidspunkt utrygge mellem blikskurene paa trods af, at vi var de eneste hvide. Thomas bar oven i koebet et kamera over skulderen, der var mere vaerd end en aarsloen for de lokale.
Under frokosten fik vi mulighed for at finde ud af, hvad Neo var for en person. Vi erfarede, at han var opvokset i Soweto, og at han var blevet skudt tre gange under kampene i 1980erne. Sidstnaevnte paavirkede ham stadig, hvorfor han ikke oenskede at tale mere om det. I loebet af de foregaaende to dage i Jo'burg havde vi lagt maerke til, at det altid var de hvide, der var kunder paa restauranterne og cafeerne, og at alle lavtloennede stillinger altid var besat af sorte. Vi bragte denne ulighed paa banen over for Neo, som kunne berette, at tilstandene i Sydafrika var blevet bedre mellem sorte og hvide efter Apartheids fald i 1992, men der var stadigvaek lang vej til fuldstaendig lighed. F.eks. oenskede Neo at goere sin hvide chef kunsten efter, dvs. at starte sit eget turistbureau, men det var umuligt paa grund af hans hudfarve. En "menig" sort mand kunne nemlig kun laane ca. 50.000 Rand i banken, mens en hvid uden problemer kunne faa adgang til op til 2 mio. Rand.

Dagen sluttede paa det meget interessante Apartheid-musem, der satte lyd og levende billeder paa den grusomme sydafrikanske fortid.
Ved udgangen stod der en stor sten med en indgraveret tekst, som rundede hele Sydafrikas situation af. Sydafrikanerne er kommet langt siden befrielsen i 1992, men prisen har vaeret meget hoej. Samfundet er paa en meget foelsom faerd mod demokrati, som kompliceres af grimme saar og dybe ar. Demokratiseringen er en opgave, som Sydafrika ikke kan loese paa egen haand, men landet har en staerk vilje og et uslukkeligt haab.
Besoeget i Jo'burg gav os helt klart lyst til at vende tilbage til landet. Vi fik bevist overfor os selv, at det er muligt at rejse i landet, selvom man i Europa faar et billede af et lovloest kaos, der kun har doeden til foelge. De lokale er enormt venlige og med en ansvarlig og aabensindet tilgang til landet, kan man uden tvivl faa nogle suveraene natur- og kulturoplevelser i Sydafrika.

Vi tilbragte kun en lille uge i Sydafrika, naermere betegnet Johannesburg, inden vi rejste videre mod Namibia.



Velkommen til det moderne Sydafrika - de hvide burer sig inde i frygt for de sorte. Dette boligkvarter minder mest om et faengsel.



Paa baggrund af mange skraekhistorier valgte vi at slaa os ned lidt uden for Johannesburg, i disse dejlige landlige omgivelser.



Tiden i Sydafrika blev primaert brugt til at slappe af og spise godt. Bemaerk i oevrigt, hvordan Thomas og Jens naermest har byttet frisure siden afrejse...



Vi fik dog tid til at se byen. En af dagene tog vi til Soweto og kiggede os lidt omkring. Dette er en cykelhandler beliggende i Soweto.



To soede piger fra Soweto.



De boede virkelig i blikskure.



Disse to herrer viste os ind i deres 12 kvm. blikskur.



Soweto's varetegn. Paa disse kanter er Nelson Mandela en uroerlig legende.

Da der ikke findes nogle flyforbindelser direkte mellem Perth og Sydafrika, var vi "noedt" til at flyve over Kuala Lumpur i Malaysia. Her var det muligt at hoppe af flyet og blive i byen i et par dage, inden man indloeste anden del af flyveturen til Afrika. Denne mulighed gjorde vi brug af.

Vi landede i Kuala Lumpur kl. 22 om aftenen. I lufthavnen fik vi hurtig arrangeret overnatning og transport ind til selve byen, som laa 70 km. vaek. Ved 24-tiden ankom vi vores hotel, der laa et stenkast fra Kuala Lumpurs hovedattraktion, Petronas Twin Towers. Efter fem uger paa et liggeunderlag var det fantastisk at laegge sig til at sove i en stor, bloed seng.
Naeste morgen besoegte vi som det foerste et lokalt marked, hvor luften, lugten, lydene og menneskene virkelig vaekkede minder hos Thomas og Jens om rejsen i Asien. Markedet boed paa alt fra eksotiske groentsager til toerrede blaeksprutter, froer og levende skildpadder. Dagen gik hurtigt, idet vi havde travlt med at se paa boder og butikker, saa foer vi vidste af det, var det blevet aften og dermed tid til, at Thomas skulle have sin anden foedselsdagsgave; halvanden times full body oil massage. Tre kinesiske piger (ikke malaysiske) forkaelede os med en foersteklasses massage, hvor de traadte op paa os og siden haandmasserede os overalt, selv numsen. Tiden floej afsted, saa foer vi vidste af det, stod vi ude paa gaden igen. Vi havde stadig ikke faaet aftensmad, saa vi lagde vejen forbi en super laekker japansk restaurant, hvor vi svaelgede os i sushi og sashimi.
Kl. 07.20 naeste morgen moedtes vi med en taxachauffoer, som skulle tage os med paa en rundtur i byen. Da vi som bekendt ikke havde megen tid i byen, havde vi besluttet at vaere rigtige turister og koebe en sight-seeing tur. Foerste stop var tvillingtaarnenes lukkede indgang, hvor vi skulle staa i koe for at faa fat i de gratis billetter, som udstedtes i et begraenset antal. Vi endte med at bruge tre timer paa at staa i koe for derefter at koere med elevatoren op til 41. etage til en gangbro, hvor vi blev tildelt ti minutters udsigt. Vi var ikke imponerede, idet det kun var halvvejs oppe i taarnene.
Naeste punkt paa programmet var den meget flotte nationalmoske, hvor vi blev ifoert lange, lilla, munkeagtige kaaber, inden vi betraadte de hellige fliser. Efter en smuttur forbi et uafhaengighedsmomument (Malaysia har vaeret en britisk koloni), besoegte vi udsalgssteder for silke-, laeder- og chokoladefabrikker. Paa sidstnaevnte lokation blev vi proppet med laekker chokolade, der smagte af alt fra chili over tiramisu til kiwi og kaerlighedsfrugt. Det var planen, vi ville koebe noget chokolade, men vi var blevet saa maette, at lysten til chokolade i den trykkende varme forsvandt.
Om aftenen sugede vi den super gode stemning til os i midtbyen foran tvillingetaarnene. Kl. 01.05 floej vi fra Malaysia mod Johannesburg i Sydafrika. Lynvisitet i den malaysiske hovedstad havde ikke givet megen mulighed for at udforske den malaysiske kultur, men foerstehaandsindtrykket var godt. Malayserne virkede flinke og imoedekommende, og det var helt sikkert et land, vi godt kunne taenke os at vende tilbage til.

Her kommer lidt billeder fra vores korte ophold i den malaysiske hovedstad Kuala Lumpur.



Annemette dufter til krydderier paa det lokale marked. For Jens og Thomas var det var et glaedeligt gensyn med Asien...



Vi besoegte den nationale moske, hvor vi skulle tildaekkes af denne lilla dragt. Vi fik en god snak med en muslim omkring hvad islam staar for, hvorefter vi legede lidt med kameraet...



Kuala Lumpurs varetegn - Petronas Twin Tower. Om dagen er de, efter vores mening, "bare" et hoejhus, mens de efter moerkets frembrud virkelig traeder i karakter.



Var det noget med et kilo foeer til gullaschen?



Her spiser vi laekker japansk sushi og sashimi. Det kostede ca. 50 kr. pr. person. Skoent at vaere tilbage i Asien!



Her er vi paa besoeg paa en lokal chokoladefabrik, hvor vi smagte 20-25 forskellige chokolader. Det var bare frem med haanden og saa blev der fyldt op!

Australien var fra start ikke et land/kontinent, vi havde planer om at udforske naermere, men da vi i sin tid planlagde rejsen, vurderede vi, at vestkysten kunne vaere meget interessant at besoege nu, hvor vi alligevel befandt os i naerheden (New Zealand). Udover at se kaenguruer, koalaer og wombat'er var det havdyr, vi primaert var ude efter, herunder havskildpadder og hajer.

Efter otte timer i flyet fra Auckland landede vi ved 19-tiden i Perth, Vestaustraliens (WA) hovedstad. Ligesom i New Zealand vurderede vi, at det var lettest at leje en bil i stedet for at ty til offentlige transportmidler, saa vi brugte et par timer i lufthavnen paa at finde et godt tilbud blandt de mange udbydere. Klokken var mange, da vi endelig ankom til Perth centrum, saa vi var efterhaanden temmelig moere. Efter adskillige afslag fra fuldt bookede guest houses, lykkedes det os endelig at finde tre senge paa et knap saa charmerende hostel.
Foerstedagen i Australien stod i afslapningens tegn, saa hele dagen gik med hygge samt at rette op paa det forsoemte paa bloggen. Dag 2 blev indledt med et besoeg i Westaustralian Aquarium, hvor de havde de fleste af de dyr, vi havde mulighed/risiko for at moede paa vores rejse langs kysten nord for Perth. Dette researchbesoeg aabnede vores oejne for, hvor store rokkerne, skildpadderne og hajerne rent faktisk kunne blive, saa vi foelte os paa samme tid afskraekkede og tillokkede af at hoppe i badetoejet og snorkle paa de vestaustralske rev. Om eftermiddagen besoegte vi en af adskillige nationalparker i WA, Yanchep Nationalparken, hvor der levede koalaer. De super soede dyr sover det meste af dagen, hoejt oppe i traerne, saa vi var heldige med at se en enkelt, der sad lige ud for os og spiste eukalyptusblade.
Vi havde paa dette tidspunkt endnu ikke lagt en endelig plan for rundrejsen, men vi var alle tre enige om, at vi skulle gaa efter at rejse lidt langsommere end i New Zealand. Dette lykkedes overhovedet ikke. Den endelige rejseplan var meget presset, og det saa ud til, at vi ville komme til at koere endnu laengere end i NZ. Samtidig fandt vi det umuligt at vaelge nogle af tingene fra, saa konsekvensen blev logisk nok, at vi maatte saette tempoet i vejret.
De foelgende dage besoegte vi forskellige nationalparker, som boed paa limestone-oerkener og smukke roede stenkloefter. I parkerne, hvor der var over 40 grader varmt levede der adskillige emuer og kaenguruer. Undervejs kom vi forbi byen Kalbarri, hvor vi overvaerede en fodring af verdens stoerste pelikaner - sjove krabater paa 6-8 kg.
Udover sine smukke, smukke strande og koralrev er WA kendt for sin endeloese oedemark. Sidstnaevnte er ikke at spoege med, idet man flere steder koerer flere hundrede kilometer mellem byerne i naaedesloes natur, hvor temperaturen kan komme op paa 60 grader, og hvor man kan risikere ikke at moede et eneste menneske i dagevis. Det betyder, at man hvert aar finder omkomne turister i oedemarken.
En dag, hvor vi skulle koere omkring 300 kilometer, vurderede vi, at vi ikke ville kunne koere straekningen paa den maengde benzin, der var i tanken. Da vi ikke vidste, om den naermeste tankstation var foran eller bag os, forhoerte vi os hos et par vejarbejdere, som kunne oplyse, at der var 102 kilometer praecis til naermeste tankstation. Vi mente, at vi havde benzin nok til dette, saa vi drog afsted. Efter ca. 40 kilometers koersel talte vi om, at det maaske var lidt optimistisk at koere de 102 kilometer paa den resterende maengde benzin, men at vi nok skulle kunne klare den med noed og naeppe. De naeste 20 kilometer blev derfor koert med ro i sindet. Efter ca. 60 kilometers koersel fandt vi ud af, at milestenene i vejkanten angav afstanden til naermeste civilisation, og ud fra de initialer at doemme, der stod paa milestenene, var denne by det selvsamme sted som det, vejarbejderne havde henvist til. Problemet i det var, at der saaledes ikke var 102 kilometer, men 132 kilometer!! Sveden piblede frem paa panden, men vi foelte os noedsagede til at slukke klimaanlaegget og forsoege at abstrahere fra den blikkende benzinmaaler, mens vi koerte hen ad den snorlige, steghede vej, der strakte sig saa langt, oejede raekkede. Havde vi kunnet finde manualen til bilen, kunne denne have oplyst os om, der ikke var noget at vaere bekymret for, idet bilen havde en reservetank paa otte liter, men vi fandt foerst bogen efter, at vi lettet havde fyldt bilen op paa tankstationen.
Senere samme dag ankom vi til et af de omraader, vi havde store forventninger til: Shark Bay. Paa vej til campingpladsen gjorde vi holdt ved et udkigspunkt kaldet Eagles Bluff, hvor man havde en fantastisk udsigt over en flot, lavvandet bugt. Her kunne vi se hajer og skildpadder svoemme rundt. Foertnaevnte saa uhyggelige ud, selvom de kun var et par meter lange.
Om aftenen gik vi ned at bade ved stranden i byen Denham, hvor vi boede. Sigtbarheden i det over 30 grader varme vand var ikke for god grundet oproert hav, og da det samtidig laa i baghovedet paa os, at vi nu befandt os i Shark bay, blev vi paranoide. De lokale badede aldrig i vandet pga. hajerne, saa vi turde ikke svoemme laengere end tre-fire meter ud fra stranden. Her var vandet kun 70 cm dybt. Det hele var lidt ynkeligt, men vi kunne ikke overkomme frygten for seks meter lange tigerhajer og otte meter lange hvidhajer (sammen med tyrehajen, som ikke findes i Shark Bay, er det de eneste mennekseaedende hajer i verden) saa vi gik til sidst tilbage paa land.
Naeste morgen skulle vi staa klar kl 07.45 ved stranden i Monkey Mia, 26 kilometer fra Denham. Her var der fodring af vilde delfiner, som holdt til i bugten ved Monkey Mia. Fodringen var ikke kun ment som en indtaegtskilde for de lokale, men snaere som et led i forskningen af delfiner og deres sociale adfaerd. Turister blev inviteret til at overvaere sceancen, idet dette arrangement saaledes kunne fungere som en promovering af projektet samt en mulighed for forskerne for at iagttage de vilde dyr taet paa.
I hoejsaesonen kunne der vaere flere hundrede tilskuere, men da vi besoegte stedet i lavsaesonen, delte vi delfinerne med ca. 30 andre. Vi stod med foedderne i strandkanten, mens de nysgerrige delfiner svoemmede forbi paa helt lavt vand under en halv meter fra os. Da delfinerne ikke kunne se opad, kom de svoemmende med siden til, hvilket gav os mulighed for at faa direkte oejenkontakt. Fantastisk! Efter 30 minutters foredrag i strandkanten om forskningen og dyrene, var det blevet tid til fordring. Fire frivillige medhjaelpere kom ned til stranden med hver deres spand fisk og gik et lille stykke ud i vandet. Delfinerne var helt med paa, hvad der skulle ske. Medhjaelperne udvalgte derefter tilfaeldige tilskuere, som kunne komme ud og laegge en fisk i munden paa dyrene. Jens var saa heldig at blive udvalgt.
I loebet af formiddagen var der tre fodringer, som vi overvaerede. Maengden af tilskuere faldt drastisk i forhold til foerste omgang, saa vi foelte det endnu mere unikt. Thomas og Annemette blev ogsaa udvalgt til at fodre delfinerne, saa det var helt perfekt. Under en af fodringerne, mens foredraget blev holdt for nye tilkomne, faldt vi i snak med en af forskerne, som tydeligvis var populaer hos delfinerne. De tillod ikke, at hun roerte dem, men de ville gerne kaele med hendes skinneben. Mens vi talte med hende i vandkanten, laa der derfor to delfiner lige nede i vandet mellem os. Pludselig gik de to dyr amok og begyndte at slaa vildt med halen. Forskeren skreg, da hun med en blodsamling til foelge blev ramt af delfinerne, som med imponerende accelerationsevne flygtede ud i vandet. Paa vej vaek fra stranden sprang den ene delfin flere meter op i luften tre gange og landende med et hoejt plask i overfladen. Faa minutter senere vendte delfinerne tilbage med en af de smaa soede kalve mellem dem.
Forklaringen paa denne opfoersel var ifoelge forskerne, at en del af delfinflokken holdt til paa dybere vand, hvor de holdt oeje med tigerhajer. Disse havde spottet en ca. 25 meter fra os, hvorfor de havde advaret delfinerne helt inde ved kysten. Grunden til, at de to delfiner havde ilet ud paa dybere vand, var for at hente en kalv, som svoemmede rundt derude. De hoeje spring i vandet efterfulgt af mavepladskerne var en maade at skraemme tigerhajen vaek paa. Tigerhajer er farlige for alle stoerrelser delfiner, men det lykkes hovedsagligt kun hajen at fange kalvene (ca. 1/3 af alle delfinkalve bliver taget af tigerhajer i omraadet). Flere af de voksne delfiner havde skraemmer fra hajer, og en enkelt havde aftryk fra en stor hajmund tvaers over ryggen. Grundet deres styrke, hurtighed og smidighed kan det vaere svaert for hajerne at fastholde en voksen delfin.
Det var vores plan, at vi ville blive i Monkey Mia hele dagen og bade ved stranden i haab om, at delfinerne ville opsoege os (det havde vi hoert, at de af og til gjorde). Dog var sandsynligheden for at moede flokken stoerst, hvis vi snorklede ude paa revet ca. 30 meter fra kysten. Det faktum, at vandet stadig var grumset, og at der havde vaeret en tigerhaj meget taet paa om formiddagen, hjalp ikke paa vores paranoia, saa igen endte vi med at pladske rundt helt inde ved kysten. Det blev hurtigt kedeligt og foeltes meget ynkeligt.
Jo stoerre respekt vi fik for hajerne, jo mere nysgerrige efter at se en blev vi. Det var ikke muligt at komme paa en decideret haj-tur i omraadet, saa vi valgte i stedet at besoege et lokalt akvarie, som til tider havde tigerhajer. Uheldigvis havde de netop lukket deres tigerhaj ud i havet igen, idet denne hajart ikke kan holde til at leve i fangenskab over laengere tid. Den var over 4 meter lang! Besoeget var dog stadig meget interessant, da vores rundviser fik deres 2-3 meter lange citronhajer til at gaa amok over et fiskehoved, som han havde haengt fast i en line. Deres biden, vriden og kaempen var skraemmende. Akvariet havde desuden skildpadder og havslanger, som vi maatte roere alt det, vi ville.
Medarbejderne paa akvariet gav os en anden tilgang til hajerne, som fik os til at saette tingene lidt i perpektiv. Hajer er som udgangspunkt bange for mennesker. Medmindre de har smagt menneskekoed og derved har laert at forbinde mennekser med mad, toer de ikke at angribe os. Grunden til, at omraadet hed Shark Bay, var naturligvis, at der fandtes rigtig mange hajer. Men der fandtes ogsaa en forklaring paa, hvorfor hajerne var saa talrigt repraesenterde: En enorm maengde fisk (byttedyr). Sidst et menneske er blevet draebt af en haj i Shark Bay, var i 1928, og den eneste forklaring herpaa, er, at hajerne i omraadet er maette, og derved ikke foeler behov for at finde nye foedekilder (dvs. menneskekoed).
Thomas havde paa Niue faaet to foedselsdagsgaver af Annemette og Jens; en bush-tour og en picnic. Ingen af disse havde vi faaet realiseret paa Niue pga. aflysninger og uvejr. I Monkey Mia kunne man komme paa en interessant aboriginal-bush-tour, hvor en indfoedt ville tage os med ud i oedemarken for at vise os, hvordan aboriginalerne i sin tid overlevede i oedemarken, som tilsyneladende var langt mere frugtbar, end man skulle tro. Uheldt forfulgte os dog stadig, for turen var aflyst i de dage, vi var der, fordi guiden var til festival i Perth. Vi fandt det umuligt at tage paa picnic i over 40 graders varme, saa den mulighed var ogsaa afskrevet. Thomas' foedselsdagsgaver forblev uaabnede.
Shark Bay er med paa UNESCOs verdensarvsliste, saa der var mange steder at besoege. Omend fantastisk smuk natur, fandt vi stederne en smule kedelige, idet deres saeregenhed navnlig bundede i geologiske og arkaeologiske opdagelser. Vores beggejstring blev dog genvakt, da vi ankom til Coral Bay flere hundrede kilometer nord for Shark Bay.
Vi opholdt os i byen i to dage, som begge gik i vandet og paa stranden. Som navnet antoed, laa byen ved et koralrev, der laa i en bugt. Korallerne var ikke helt saa farverige som paa Niue, men der var til gengaeld flere og stoerre fisk. Hvis man gik langs stranden ud af bugten, ville man komme til et punkt, hvor der var en betragtelig stroem, der ville tage en med ind over koralrevet og tilbage til bugten. Det skulle vi proeve. Med vores nyvundne haj-selvsikkerhed begav os ud i stroemmen, der loeb 25-30 meter fra stranden og lod os drive med over de mange fisk og koraller. Det var helt fantastisk. Udover utallige fisk i forskellige former, farver og stoerrelser saa vi skildpadder, rokker og en moraene. De fleste skildpadder svoemmede paa sikker afstand fra os, men en enkelt syntes helt ligeglad med os. Selvom den var en reptil, var den nu ganske "soed". Med sine lange svoemmearme og - ben svoemmede det groenne dyr roligt foran os, mens det spiste smaa stykker tang. Naar vi svoemmede op paa siden af den (dens skjold var ca. 80 cm i diameter) kiggede skildpadden dovent paa os og gumlede ufortroedent videre. Det var en trist tanke, at det var et meget truet dyr, vi svoemmede ved siden af.
Vores oenske om at se en haj paa taet hold blev ikke opfyldt i revene, saa vi maatte ty til andre midler. Paa den anden side af bugten laa der et fredeligt omraade kaldet Shark Nursery (en slags boernehave for hajer, hvor hajmoedre tog deres unger med ind for at laere dem at fange fisk). Her gik vi over og satte os oppe i klitterne, hvorfra vi kunne se adskillige hajer og unger svoemme rundt og jage fisk. Efter at have spottet en stoerre gruppe af hajer gik vi ned til vandkanten, hvorfra vi kunne se de samme revhajer svoemme rundt faa meter fra os. Det var meget spaendende, men vi var stadig ikke helt tilfredse - vi ville se en haj, mens vi selv var i vandet!
Den foelgende dag koerte vi yderligere 150 kilometer nordpaa til byen Exmouth, hvor vi provianterede i det lokale supermarked. Herefter koerte vi ud til Cape Range National Park, hvor vi skulle overnatte. Udover et flot, roedt landskab boed parken paa nogle enormt flotte strande. Foerste sted, vi besoegte, var Turquoise Bay, hvor vandet var ekstraordinaert flot (tyrkis). Ogsaa her fandtes der en stroem, man kunne svoemme ud i og lade sig drive med af. Paa skilte blev man advaret mod stroemmen i blaesevejr, idet risikoen for at blive trukket til havs var stoerre. Vinden var ret kraftig den dag, saa i foerste omgang oenskede vi ikke at svoemme med stroemmen. Den holdning havde vi lige indtil, vi moedte et par amerikanere, som i ekstase kunne berette om, at de lige havde set en stor haj. Vi svoemmede straks ud i stroemmen. Vi drev rimelig hurtigt afsted, men vi foelte paa intet tidspunkt, at situationen var ude af kontrol. Bedst som vi noed de mange flotte fisk, kom der pludselig en ca. 2 meter lang haj svoemmende direkte mod os. Vi kunne straks se, at det ikke var en tigerhaj, men dens direkte kurs mod os, fik dog pulsen til at stige betragteligt. Da den var helt taet paa, drejede den fra og svoemmede vaek. Puha! Vi erfarede senere, at det var en leopardhaj, vi havde set, og dens opfoersel skyldtes ren og skaer nysgerrighed. Det var en fed fornemmelse endelig at se en haj - og oven i koebet en stoerre en af slagsen.
Cape Range nationalparken er verdenskendt for at, den laegger strand til nogle af verdens mest truede havskildpaddearter. Disse aeldgamle dyr er meget foelsomme over for aendringer og forstyrrelser, saa parken er et af de eneste steder i verden, hvor skildpadderne stadig har mulighed for at kravle paa land og laegge aeg. Vi befandt os i parken paa den tid af aaret, hvor aeglaegningen finder sted. Ud fra samme filosofi som delfinfodringen i Monkey Mia arrangerede de lokale myndigheder gratis ture, der var guidet af frivillige medarbejdere. Formaalet med dette var at formidle skildpaddernes traengsler. Arrangementet startede med et laererigt oplaeg om skildpadderne, mens vi ventede paa, at solen skulle ned. Da det var blevet moerkt, blev vi delt op i to grupper af 13 mand, som gik hver sin vej ned paa stranden. Vi havde ikke listet os saerligt langt henad stranden, foer vi fik oeje paa en 80 kg. tung, groen skildpadde, der var ved at mave sig op paa stranden. Vi satte os i den stille, stjerneklare nat og ventede musestille paa, at skildpadden blev faerdig med at grave sit enorme hul. Herefter kunne vi to og to (sammen med guiden naturligvis) kravle paa maven op til skildpadden, der nu var ved at maerke, om sandet havde den rigtige temperatur og fugtighed til, at den kunne laegge aeg. Skildpaddens syn og hoerelse var ikke for godt paa land, saa saa lanege vi opholdt os bag dyret uden for dets synsfelt kunne vi komme helt taet paa. Der var kun et enkelt par foruden os tre, der naaede at komme helt taet paa skildpadden, inden den flyttede sig for at grave et nyt hul (det foerste havde opfyldte ikke dens kriterier). Vi var nu noedt til at kravle vaek fra dyret igen og vente de ca. 45 minutter paa, at den fik gravet selve hullet. Det betoed dog, at klokken ville blive et godt stykke over 23, hvilket var det tidspunkt, hvor man i foelge loven skulle forlade straden og lade skildpadderne laegge deres aeg. Saa det gjorde vi. vi foelte os utroligt heldige.
Lige siden vi forlod Perth havde vi fulgt med i vejrudsigten, idet der et godt stykke nordpaa fandtes en cyklon, der truede med at gaa ind over land. Skete dette, kunne vi risikere kraftige, 2 meter dybe oversvoemmelser paa vejene, idet det toerre odemarksand ikke ville kunne absorbere de store maengder vand. Da vi skulle forlade Exmouth viste det sig, at cyklonen naermede sig land, og at vi nu skulle traeffe et valg. Vi kunne vaelge at koere sydpaa mod Perth og undslippe cyklonen, eller tage chancen og koere videre nordpaa og dermed stadig have muligheden for at se de ting, vi oenskede deroppe. Konsekvensen deraf kunne i vaerste fald vaere, at vi ville misse flyet fra Perth. Vi besluttede at koere nordpaa.
635 kilometer nord for Exmouth laa Karijini National Park. Vores guidebog kaldte Karijini for et must-see, der maatte betegnes som WAs attraktion nummer et, og af mange lokale var vi blevet "forsikret" om, at Karijini boed paa en helt speciel natur, der var den lange koeretur vaerd. Det var dog foerst, da vi ankom til nationalparken, at vi helt forstod, hvad de mente. Midt ude i den smukke oedemark, var der nogle dybe slugter med frodige traeer og rindende vand. I disse slugter fandtes der forskellige enormt flotte ferskvandspools omkrandet af vandfald, roede klippevaegge og hoeje, groenne traeer. Det var et helt fantastisk sted! Der var ikke mange mennesker i parken, saa det virkede som en rigtig oedemarkstur. Denne foelelse blev understoettet af, at der ogsaa fandtes emuer, kaenguruer og dingoer, der tuede uden for vores telt om natten.
Da vi vaagnede naeste morgen, kunne vi konstatere, at det var ved at blive overskyet. Efter morgenmaden opsoegte vi derfor parkrangeren, der kunne fortaelle, at det var ved at traekke op til uvejr grundet cyklonen Nicolas, der nu var ved at gaa i land. Rangeren raadede os til at koere et godt stykke sydpaa, saa vi slap forbi to store floder, som kunne risikere at vaere en alvorelig kaep i hjulet for os. Det var en koeretur paa 700 km. Vi koerte en anden vej til Perth, dvs. ikke langs kysten men i stedet ind gennem landet. Her var afstandene endnu stoerre, saa vi fandt foerst en by med en campingplads klokken 21.30. Da denne desvaerre var lukket, saa vi ingen anden udvej end at slaa teltet op bag byens tankstation. Sandet var gloende hedt, saa det var en forfaerdelig nat i det varme, varme telt.
Naeste dag koerte vi yderligere 700 km. og ankom til Perth midt paa eftermiddagen. Her besoegte vi en dyrepark, hvor vi kunne klappe kaenguruer, koalaer og wombat'er.
Vi havde to dage i Perth, hvoraf den sidste, som ogsaa var den sidste i Australien, indebar en tur til en oe ud for Perths kyst kaldet Rottnest Island. Her lejede vi cykler og koerte rundt og saa den hyggelige, bilfrie oe. Ved middagstid gjorde vi holdt ved en strand, hvor der var en grill. Det var endelig lykkes Annemette og Jens at faa arrangeret en picnic for Thomas. Til forret fik vi grillede tigerrejer med frisk avokado, citron og mango. Hovedretten bestod af grillede kaengurupoelser, naan-broed, foskellige grillede groentsager samt en salat bestaaende af salat, peanuts, tomat, foraarsloeg, aparges og kikaerter. Til maden fik vi en god australsk hvidvin. Desserten var en laekker Pavlova-kage med friske baer og graesk youghurt som tilbehoer.

Som naevnt var det ikke lykkedes os at gennemfoere rejsen i WA i et saa langsomt tempo, som vi havde haabet paa. Det var vi nu ganske godt tilfredse med, da vi paa den anden side havde naaet alt det, vi gerne ville. Den straekning, som vi havde tilbagelagt (5250 km) var ifoelge vores guidebog nomineret til at tage ca. en maaned, hvilket vi dog forholdt os noget uforstaaende overfor. WA var utroligt smukt, og kombinationen af den roede sand, de hvide strande, det turkise hav og den knaldblaa himmel var overvaeldende. Men meget mere var der ikke at komme efter. Landskabet skiftede ikke synlig karakter, og flere steder var vandet ikke behageligt at svoemme i. De 18 dage, vi tilbragte der, var derfor passende efter vores mening.
WA er helt klart anbefalelsesvaerdigt, men hvis man skal formaa at undgaa, at oplevelserne til tider ligner hinanden for meget, skal man operere med et meget hoejere budget end vores. Goer man det, kan man nemlig krydre sin rejse med dykning, baad-snorkelture og marine life spotting (hvalhajer og manta-rokker).